Kgl. sangleverandør død

1 Comment

I dag er der gået tv-reklameret inflation i begrebet ’schlager-konge’, men kun få fortjener prædikatet som komponisten George Weiss, der netop er død, 89 år, efter en karriere, hvor han i beleven stilfærdighed forsynede stjernerne med sange, der fik dem til at lyse endnu kraftigere.

Hans mor ville hellere have, at han skulle læse jura. Selv ville han læse musik på Julliard og sådan blev, suppleret med bijob som bigband-arrangør for bl.a. Stan Kenton, men juraen slap han aldrig. Den er god at vide noget om som sangskriver og han var i en årrække præsident for Songwriters Guild of America. Her talte han med den vægt, der kom af at have skrevet ’What A Wonderfuld World’ og ’Can’t Help Falling In Love’. Blandt meget andet.

George Weiss var ikke vild med Elvis Presley. Eller rettere: Han var ikke vild med den familievenlige måde, den tidligere rocker blev typecastet og solgt på i de tidlige tressere, så et tilbud om at skrive sange til en ny Elvis-film var ikke et ønskejob, og blev det endnu mindre, da Weiss læste manuskriptet til ’Blue Hawaii’.

Alligevel fandt han en åbning i plottet, som fik ham i gang med at skrive ’Can’t Help Falling In Love’. Elvis havde jo folk til det meste, også til at grovsortere de sange, der blev ham tilbudt, og sangen var lige ved aldrig at blive hørt af Elvis, havde det ikke været for en åben dør og en forbipasserende Elvis i sit sentimentale hjørne – det var han tit i.

Elvis insisterede på, at sangen skulle med i filmen, og siden gjorde han den til sin signaturmelodi. Den blev for ham, hvad ’My Way’ var for Frank Sinatra, som Weiss i øvrigt så tidligt som 1946 forsynede med hittet ’Oh, What It Seemed To Be’.

Noget mere kontroversielt blev det for Weiss at skrive teksten til ’The Lion Sleeps Tonight’. Sangen var bygget over ’Mbube’, en zulu-sang fra 40’erne, som blev en panafrikansk popsucces. Som ’Wimoweh’ blev den ved Pete Seegers mellemkomst et amerikansk hit for The Weavers i 50’erne før The Tokens med Weiss’ tekst gjorde den til en millionsælger i 60’erne.

Kritikerne så med en ikke ringe mængde politisk korrekthed hele den ophavsretligt ret spegede affære som et typisk eksempel på kulturimperialisme – den hvide mands udnyttelse af afrikansk folklore. Sagen endte i forlig.

Det kunne George Weiss godt forlige sig med.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top