Kim Menzer – urørlig og rørende

Sig »didjeridoo«. Sig det en gang til. Ja, det kræver koncentration, men ordet kan mærkes ned i fodsålerne. Det samme kan lyden af det horn, der kaldes sådan. Kim Menzer er en af de få herhjemme, der spiller på dette meterlange instrument, som har en tusindårig historie i den australske urbefolkning.

Valget af udtryksmiddel er typisk for multimennesket og -instrumentalisten Menzer. Han spiller ikke på didjeridoo for at gøre sig interessant eller for at være etno-trendy, men fordi ’sammenhængskraft’, gennem tider og genrer, har betydet noget for ham længe før ordet blev en Christiansborg-kliche.

I morgen fylder han 75.

Sønderjyden Kim Menzer startede som 14-årig på trombone i Gloryland Jazzband med Valdemar Rasmussen. Lærerstudiet bragte ham til København i 1956, hvor han blev indfanget af miljøet i Nyhavn og Montmartre. Menuen stod på swing, men Menzer ville andet end reproducere, så avantgarden trak. Han kom med i Cadentia Nova Danica, hvor han mødte Karsten Vogel. Det førte i 1967 til det banebrydende fusionsband, Burnin’ Red Ivanhoe – som i år udgiver ny plade efter en del års tavshed på den front.

Først i 70’erne blev Menzer som mange andre smittet af den venstrepolitiske bacille. Han var i et par år et skævt og sprængmusikalsk indslag i Røde Mor, og genoptog i 90’erne kontakten med Troels Triers bror, guitaristen Lars, på de meditationsplader, der er en anden side af den ellers så udadvendte Menzers virke. Duoens 1993-cd Kiss The Forest med Menzer på alt andet end Zamfir-banal panfløjte er en glemt perle, det kan betale sig at oppolere.

Menzer var verdensmusiker længe før genren fik sit mere salgslækre navn. Derfor var det naturligt for ham i syv år med base i Paris at være tilknyttet Peter Brooks teaterensemble, der opførte den indiske skæbnesaga, Mahabharata. Truppens besøg i Østre Gasværk i 1988 lod ingen uberørt.

Hjemvendt var han kortvarigt musikredaktør for TV2, men nu om dage deler Menzer sit travle, men aldrig stressede liv mellem Burnin’ og sit eget jazz- og bluesband (hvor man mindes om hans vitale mundharpespil) plus alt det løse. Bl.a. afholder han som Gøssel-uddannet kurser i rytmisk gymnastik; noget, der er med til at holde ham selv i misundelsesværdig form, og som foredragsholder ved han, hvad han taler om, når emnet er ’Glædens og optimismens fysiologi’.

I en mail til ‘Midt i en beattid’ definerer han selv sine livs- og arbejdsidealer: “Lev i nuet. Ud hvor du ikke kan bunde. Du betyder lige så meget som jeg – Netop denne treklang har altid budt mig ind til de uventede og ud af det blå kommende invitationer til musisk kreativitet rundt omkring i den store verden…”

Således fejres den runde dag i dag ikke med kakao og lagkage, men med rød næse og en lammecurry. I Indien, hvor Menzer som del af en klovnetrup under Clowns without borders i denne måned optræder og arrangerer workshops for ungdomskriminelle, kræftsyge børn og ghetto- og gadebørn i Mumbai og på selve dagen i Delhi.

Som han siger: “Mange scener har jeg stået på gennem årene, men scenebillederne fra Indien vil for altid være i sindet. Det er gribende og meget stærkt at stå blandt så mange mennesker, der er af samfundet er dømt ude som urørlige.”

Selv er Kim Menzer både urørlig og i enhver forstand rørende.

Foto: Eric Klitgaard © 2009

FØLG MIG PÅ FACEBOOK