You are here: Home / Musik / Ledin ikke færdig med 40
Ledin ikke færdig med 40
3. august 2012 // Kommentarer slået fra
Forleden faldt jeg tilfældigt ind i Allsång på Skansen, det svenske sing-a-long-program, der i en menneskealder har betydet lige så meget for svenskerne som surströmming, Saab og midsommarafton. Programmet viste sig at være forlænget med en times, forrygende direkte koncert med Tomas Ledin og et udvalg af gæstende kolleger. Det var første gang, en sådan afvigelse fandt sted. Det siger noget om Tomas Ledins status hinsidan.
Anledningen var Ledins 40 års kunstnerjubilæum. Det markeres også med dette opsamlingsalbum, en miniturne (desværre kun i Sverige) og frem til jul kan han opleves på Cirkus i Stockholm, i Showtime, et såkaldt krogshow, bygget omkring hans omfattende og alsidige sangkatalog. Showet har gået for fulde huse i Göteborg.
Kender du ham kun som det, nogen lidt besk har kaldt en omvandrende Dressmann-annonce, kender du ham ikke.
Vi har ikke hans lige herhjemme. Ja, man skal faktisk tage både Kim Larsen, Thomas Helmig, Michael Falch og Rasmus Seebach tilsat lidt energisk rockattitude a la Nikolaj (Christensen) til hjælp for at nærme sig en beskrivelse af Ledins spændvidde som kunstner. Det er pop i den forstand, at musikken ikke vil redde verden eller gøre den mere indviklet end den er, men selv om Ledin er en gammel grandprix-kending er overfladiskhed ikke en genre, han er særlig god til. Han er en soulsanger, der nok er blue-eyed, men ikke blåøjet.
I sin ungdom sang han på engelsk (og fik tilbagefald i 80′erne). Det var han god til, men han sang ikke sig selv, før han på tidlige 70′er-albums som Hjärtats rytm og Knivhuggarrock slog over i svensk, så det slog.
At skrive at hans sange er iørefaldende svarer til at sige, at Barcelona er boldsikre. De er med andre ord mere end det. Et album som Tillfälligheternas spel fra 1990 i Ulf Lundell-klasse. Lige så eksistentialistisk, lige så direkte og alligevel ydmyg på kunstens vegne. Og afhængighedsskabende.
40 år 40 hits giver et tværsnit af hans kendeste sange. Fokus er på hans hits. Vederkvægende, næsten ambience-agtige kompositioner som ‘Bara Miles’ blåa toner hänger kvar’ må man derfor til studiecd’erne for at nyde ligesom et særligt givende kapitel i kataloget er livealbummet I sommarnattens ljus.
Alligevel udgør 3cd-sættet en generøs samling, som ikke kun viser Tomas Ledins sikre popgreb og hans evne som indpisker af et guitarbetonet, E Street-beslægtet band, men også hans forankring i svenske fænomener som Östen Warnerbring, Evert Taube og Mikael Wiehe (som han har været ven med siden de to i 1985 var primus motorer i ANC-gallaen; et humanistisk engagement, millionæren Ledin har bibeholdt – f.eks. var han en af dem, der lobbyede kraftigst for at Nelson Mandela skulle have Nobels fredspris).
De tre cd’er rummer naturligvis også eksempler på den særlige symbiose, der altid har været mellem Ledin og den smukke, men alt for korte svenske sommer. I sange som ‘Blå, blå känslor’ og ‘Sommaren är kort’ gør han sommeren til en sindstilstand. Og som alle hans andre sange er også disse kærlighedssange, ikke kun til den elskede, men til kærligheden, som besynges ømt, men aldrig rørstrømsk. I et sprog, der på en gang er både nutidigt og Bellmansk.
Hvem der havde Tomas Ledin til gode… Festen har börjat. Igen.
Tomas Ledin: 40 år 40 hits – et samlingsalbum 1972-2012. Fine linernotes af Carl Lewenhaupt. 3cd. Universal.
Lidt bonusinfo: Tomas Ledin er gift med forlæggeren og pladeselskabsdirektøren Marie, datter af den navnkundige ABBA-bagmand, Stikkan Anderson. Og hun tager hånd om forretningen ‘Tomas Ledin’, som ser ud til at gå ret godt. Selv nøjes Ledin med at tage hånd om musikken. Og han kører stadig i s-tog:
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
