Levon Helm: Ægte americana

Længe før skiltet med ’americana’ af branchen blev brugt som en autencitetsgaranti, man hænger på nye kunstnere, som ikke vil kaldes retro, spillede The Band netop det – musik, der genopdager de amerikanske rødder og dermed selv bliver del af dem.

Levon Helm, som i morgen fylder 70, var ankermand i The Band. Han modtog sidste år en grammy i den nye kategori ’americana’ for sit album Electric dirt. Det må have været lidt sært for en mand, der aldrig har spillet andet, opvokset som han er til tonerne af Bill Monroes bluegrass, der blev »tatoveret ind i min hjerne.«

Født i Arkansas som søn af en fritidsmusicerende bomuldsfarmer lærte Mark Lavon Helm sig guitar som otteårig, og sad med hovedet inde i radioen, når den sendte fra countryshowet Grand Ole Opry. Han skiftede til trommer, så en ung Elvis i 1954 og hørte fremtiden åbne sig. Sammen med sangeren Ronnie Hawkins flyttede han til Toronto. De fik lokale hits som The Hawks, men da bandet efter en del udskiftninger blev trætte af den uberegnelige Hawkins, fyrede de arbejdsgiveren og blev til Levon & The Hawks.

Bob Dylan tog dem med på den turne i 1965, hvor han satte så meget strøm til musikken, at de folkemusikfrelste følte, han tog strøm på dem. Helm kunne ikke holde til at blive buhet ud, forlod turen i utide og evakuerede til Arkansas. Han havde fået nok af rock.

Et af Hawks-medlemmerne, Robbie Robertson, overtalte ham halvandet år senere til at komme nordøst på, til kunstnerkolonien Woodstock. Der var Dylan gået i hi efter sit motorcykeluheld.

I træhuset Big Pink fremelskede The Hawks, som nu hed det, de alligevel blev kaldt, The Band, sammen med Dylan det stadig lyslevende stykke ’americana’, der kaldes ’The basement tapes’. Og i 1968 albumdebuterede The Band. Over otte år og syv album var de toneangivende i amerikansk rock, ironisk nok med et flertal af canadiske musikere. Som kritikeren Greil Marcus skriver: »Deres musik gav os en sikker fornemmelse af, at dette land var rigere end vi havde anet, at det rummede muligheder, vi kun var ved at fatte rækkevidden af…«

Helm slog ikke kun trommer, men var en distinkt forsanger på numre som ’The Night They Drove Old Dixie Down.’ Dylan og The Band fyldte dog stadig så meget i den kollektive bevidsthed, at da de i 1974 annoncerede en fælles tur med 40 koncerter måtte man udlodde billetterne. Intet system kunne håndtere seks millioner henvendelser om de 600.000 billetter, der var til rådighed. Ved et grandiost party dansede The Band selv af i San Francisco 1976.

Bandmedlemmers død og selvmord og en aldrig hendøende forbitrelse over Robbie Robertsons – ifølge Helm – lige lovligt emsige ophavsret til sange, de skrev sammen, gjorde det nemt for Helm ikke at se sig tilbage. En solid solokarriere bevægede sig i det spor, han havde banet med The Band. Samtidig viste Helm andre talenter. Han var meget troværdig som faderen i ’Coal miner’s daughter’, filmen om Loretta Lynn, og kunne ses i ’Mænd af rette støbning’ samt i film af og med vennen Tommy Lee Jones.

I 1998 fik Helm kræft på stemmebåndene. Hans nasale, sydstatsdrævende stemme blev til en hvisken. Ikke mindst ansporet af datteren og sangeren Amy kom Helm gennem kræft og kemo, og selv om han stadig går til kontrol, virker han som sanger fuld af fornyet kraft. Det hørte man på den grammyvindende Dirt farmer, i 2007, og igen på Electric dirt, samt ikke mindst når han så godt som ugentligt inviterer musikervenner og -berømtheder til at jamme ved såkaldte ’rambles’ i laden hjemme i Woodstock.

Illustration: Udsnit af omslaget til albummet Dirt farmer (Foto: Ahron R. Foster)