Liam: Et barn kun få kan nå

Kommentarer slået fra

Enhver der synes, at rock længe har for meget stueren talkshowsnak og mineralvand, behøver bare kaste et blik på sangeren Liam Gallaghers generalieblad.

Her, hvor Gallagher i morgen fylder 40, holder han ikke længere helt samme frekvens som ufrivillig og navnlig frivillig leverandør af skandalehistorier til den umættelige britiske presse som i de små tyve år, hvor han og storebroderen Noel gjorde deres bedste for at skjule, at de i bandet Oasis faktisk også spillede musik.

Liam Gallagher forpuppede sig allerede som barn i en dysfunktionel familie i Manchester i en utilgængelig verden af provokerende trods. Han blev et vredt barn, man ikke kunne nå.

Rocken blev både hans redning og hans undskyldning for at fortsætte sin adfærd. I rockkulturen er der en romantisk tradition for at sætte lighedstegn mellem (selv)destruktion og originalitet.

Så historien om Liam Gallagher er ikke kun historien om hans (og Noels) besættelse af The Kinks og The Beatles (hans førstefødte, med skuespilleren Patsy Kensit, hedder Lennon – til fornavn), ej heller kun om Oasis’ succes i 90’erne, hvor de lå i en alt andet end ædel kappestrid, ikke mindst i medierne, med bands som Blur og Suede, men om alle de små tildragelser, der viser et menneske, der har brugt rockens uvaner som undskyldning for ikke at blive voksen.

Han skændtes, tit korporligt, med sin bror. Han gik alkoholamok på fly. Han slog fans ned, der ville tage billeder af ham. Han lænede sig ud af bilvinduet og hev en kørende fan af cyklen. Og så videre og så videre. Hans storebror, som kun er en my bedre opdraget, har sammenlignet Liams raseri med en mand, der kun har en gaffel i en verden fuld af suppe.

En del af frustrationerne og indebrændtheden kom frugtbart ud i Oasis. Noel skrev de fleste af sangene og spillede den distinkte guitar, men det var Liams vrængende, men hudløse stemme, der gav dem deres kendetegn.

I august 2009, efter et succesfuldt comeback, kulminerede konflikten mellem de to brødre i endnu et slagsmål i omklædningsrummet. Noel forlod Oasis, som humper videre, forklædt som gruppen Beady Eye, der hidtil har udsendt en cd.

Brødrene er ikke på talefod, men skal have sendt hinanden sms’er, da deres tredje fælles passion, Manchester City, i foråret vandt det engelske mesterskab. De andre passioner er rocken og deres had-kærlighedsforhold.

Det sidste så man et eksempel på, da Liam ved OL-afskedsceremonien sang Oasis-kendingsmelodien ‘Wonderwall’ (YouTube-link), »som om det var ham, der har skrevet den«, kom det fnysende fra Noel Gallagher, der kaldte broderens orkester et Oasis-kopiband. Jo, tabloidføljetonen fortsætter.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top