Little Richard runder de 80

Det lød som volapyk, men hjertet og benene fattede meningen: »A wop bop alu bop a wop bam boom«. Sådan er det stadig, 56 år efter at Little Richard med disse ord intonerede ‘Tutti Frutti’ – to minutter og 25 sekunder, der skulle give folk som Elvis Presley, Otis Redding, Paul McCartney, Mick Jagger og Kim Larsen en tro på en fremtid styret af andet end forældre og fordomme.

I dag fylder Richard Penniman 80, og optræder såmænd stadig. I sagens natur ikke med samme vildskab, som da han tidligt i 1956 slog igennem med en sang, der bare skulle være et pausesignal under en session, hvor det ikke gik for godt med at forvandle ham til den nye Fats Domino.

Ved klaveret improviserede Little Richard over en lille saftig sag, han havde samlet op i det bøssemiljø, hvor han færdedes hjemmevant. Sangen indtog det sorte og hvide plademarked. På sidstnævnte dog overgået af Pat Boone, der fik et større hit (også herhjemme, hvor det var svært at få Little Richard på plade) på at få ‘Tutti Frutti’ til at lyde som en børnesang. Det var den ikke…

Hurtigt begyndte rygterne at gå om Little Richards promiskuøse livsstil, hvor orgier hørte til dagens orden eller uorden, ville man sige i det USA, hvor man sov med hænderne over dynen. Han og hans agent gjorde deres til at fastholde billedet af ham som flamboyant hedonist, i den retning en sort Jerry Lee Lewis. Sange som ’Long Tall Sally’, ’Lucille’ og ’Good Golly Miss Molly’ gjorde resten, og ved koncerterne brød den lovbefalede raceadskillelse sammen, og pigerne kastede trusser op til ham.

Lidet anende, at selv om deres idol i en periode var gift, så var der en pointe i, at han lignede en galionsfigur for en gay pride-parade. Han har beskrevet sig selv som ’omniseksuel’, men har talt en del med Gud om sin homoseksualitet, som han formulerer det i sin saftige selvbiografi.

Little Richard var født i Georgia som tredje barn af tolv. Faderen, der senere blev myrdet, ernærede sig ved at smugle hjemmebrændt, men familien troede på Gud. Den tro forlod aldrig sønnen.

I 1957, midt i karrieren, trak han sig, efter at have fået en åbenbaring, tilbage fra showbiz. For at blive lægprædikant. Musikalsk blev resultatet gospelplader, hvor det blev tydeligt, at han fra den genre havde lånt mange af sin karakteristika på samme måde som bl.a. McCartney havde lånt af ham – tænk bare på netop ’Long Tall Sally’ samt ikke mindst ’I’m Down’.

Siden kom Little Richard ud i stofmisbrug, angrede ved at ernære sig som bibelsælger, blev ved at prædike, og blev en yndet gæst i talkshow- og sit com-kredsløbet ligesom han har medvirket i film, både som sig selv og på lydsporene med sine få, men udødelige sange.

I 1989 udsendtes et ambitiøst 6cd-bokssæt med hans Speciality-skæringer, som nuancerede indtrykket af ham som vokalist.

Allerede i 1964 forsøgte han et musikalsk comeback, ansporet af sit bekendtskab med The Beatles, som han havde mødt i Hamburg og som havde varmet op for ham i England. Opskriften var som i ’56, men tiden var en anden, og ’Bama Lama Bama Loo’ fængede ikke på samme måde som »a wop bop alu bop a wop bam boom«.

Denne omtale kan i lidt kortere form også læses i dagens udgave af POLITIKEN.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK