Lucinda Williams nu i 60′erne
25. januar 2013 //
Forleden sang James Taylor for Barack Obama. I den rolle kommer man aldrig til at se Lucinda Williams i, det er hun ikke dagligstuehyggelig nok til, men faktisk læste hendes far, digteren Miller Williams, et af sine værker højt ved 1997-indsættelsen af Bill Clinton.
Selv om Williams, der fylder 60 i morgen, altid har lydt som om hun er barnefødt i et miljø, hvor modgang er en del af hverdagen, lyver hendes stemme. Nok er hun skilsmissebarn, men hun og hendes to søskende voksede op med deres universitetsundervisende far uden at mangle omsorg. Hun har siden omtalt faderen som sin mentor.
I 1978 albumdebuterede hun med ’Ramblin’, der afspejlede hendes country- og bluesrødder og anslog den tone, hun senere har udviklet.
Bob Dylan er en oplagt og erkendt inspiration, det samme er Bonnie Raitt, men Lucinda Williams er dog mest sig selv. Hendes sange kredser omkring det hvide lillebymiljø i Syden, om forliste forhold og drømme om et bedre liv. Samtidig er hun en sej guitarist. Hvis Rolling Stones engang skulle have et kvindeligt medlem, ville hun ikke være til at komme udenom.
Williams synger sin »happy woman blues« med en smukt brugt sopran om sit alt andet end ligeud ad landevejen-liv, ikke skuffet eller desillusioneret, men erfaren, kuldslået og såret, og lige så tit stolt og selvbevidst. Altid hjertebankende ægte. Dén kunstneriske præmis har betydet, at Williams er karrig med sine pladeudgivelser.
En af hendes kendeste sange, ’Passionate kisses’, blev et gennembrud for hende som sangskriver og for Mary Chapin Carpenter, der hittede med sangen i 1993.
Ti album er det blevet til med Grammy-vinderen, Car Wheels on a Gravel Road, fra 1998 som kunstnerisk højdepunkt. At sangen ’Still I long for your kiss’ kom med i filmen, Hestehviskeren, skadede ikke pladesalget.
Alligevel kommer hun ind i ens liv med en betroelse af den slags, der kræver enten lang tids venskab, blind tillid eller en smerte for stor til at dele kun med sig selv: »not a day goes by, I dont think about you, you left your mark on me, it’s permanent, a tattoo …«
Der findes plader, der folder sig ud for ens indre som et landkort over skæbner, episoder og kærlighedens labyrinter og blindgyder, med sange, der hver for sig fortæller en historie, man føler at kende på sin egen krop, og som samlet udgør en musikalsk logbog over et liv, der kun ved Guds lune ikke blev mit.
Sådan en plade er Car Wheels On A Gravel Road (YouTube-link).
Lucinda Williams er åndelig nabo til blues-stamfaderen Robert Johnson, men der er intet musealt over hendes hjemmedestillerede sange, som kan forkortes til countryrock med lige meget tryk på begge dele af ordet, men også låner af Dylans narrative nerve og Bruce Springsteens sans for storhed, ikke mindst understreget af Roy Bittan fra The E Street Band. Han sætter adskillige prikker over de musikalske i’er på pladen med sit Hammond-orgel og sin trækharmonika.
Sydstatsstednavne er trædesten i de fleste af hendes sange. Ud over fødebyen eksisterer Macon, Jackson, Vicksburg, fødebyen Lake Charles, Lafayette, Rosedale, Algiers, Opelousas, Baton Rouge, Nacogdoches, Slidell, Memphis og Greenville både som eksakte lokaliteter, men også som kodeord for oplevelser, næsten mytologiske stikord.
Som albumtitlen antyder, køres der en del i denne musik. Fra og til, frem og tilbage, men sangeren er aldrig på vej væk, hun er på vej videre. Rastløst søgende, grådkvalt skuffet og cool konstaterende, men aldrig et sekund ude af stand til at sidde bag rattet i sit eget liv.
Første nummer, ‘Right In Time’, det med tatoveringen, går rent ind i blodet. Det er en nøgen sang om, hvordan hun husker ham helt ind i kroppen: »the way you move, it’s right in time, it’s right in time with me …« Kærligheden og længslen som et sug – ikke bare i maven, men i bevidstheden. Beskrevet med en hverdagspoesi, som gør noget stort ud af småt på titelmelodien:
Sitting in the kitchen a house in Macon
Loretta’s singing
on the radio
smell of coffee, eggs and bacon
car wheels
on a gravel road …
Man ser, hører og lugter det for sig. Musik som film, tilsat en em af troløse, umulige mænd, som aldrig tør binde sig helt. Selv om det gør ondt, passer det vist egentlig sangerinden godt. »I wanna know you’re there, but I wanna be alone«, sang hun engang. T år senere synger hun om venner og deres vanskæbne. Som på ‘Lake Charles’ om ham, der hele tiden siger, han kommer fra Lake Charles, men i virkeligheden stammer fra Østtexas. Det siger ham bare ikke så meget, og vi ved pludselig, hvad det vil sige ikke at høre helt til. Eller den rustikke ‘Concrete And Barbed Wire’ om kæresten, der sidder i spjældet, men hjertet kan ikke indhegnes af mure og vagter.
Hovednumrene på en plade, der til overflod er uden overflødigt fyld, er dog ‘Metal Firecracker’ og den afsluttende ‘Jackson’. Den første en rørende og alligevel usentimental fortælling om en forelskelse, der så ud til at vare evigt. Det gjorde den selvfølgelig ikke, men i stedet for klynk og selvmedlidenhed beder hun bare eks-kæresten om én ting: »All I ask don’t tell anybody the secrets, don’t tell anybody the secrets I told you …« Og på ‘Jackson’, en elegisk pastiche på ‘Amazing Grace’, kører hun væk for at komme sig over ham i håbet om at have efterladt savnet langs vejen, når hun endelig når fremtil nye muligheder: »Once I get to Vicksburg, I don’t think I feel the urge …«
Car Wheels On A Gravel Road er siden fulgt op af næsten lige så nærværende plader som Essence, West, Little Honey og Blessed.
For tiden forbereder hun indspilningen af sit næste album. Lucinda Williams har til Rolling Stone fortalt, at hun har fyrre nye sange at vælge mellem. Lidt af et luksusproblem for en sanger, der ellers synger om alt andet end det.
Ukrediteret pr-foto fra sangerens hjemmeside.
Se flere videoer med Lucinda Williams her.
FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK
