Lyden af Hank B. Marvin

Rockhistorien flyder over med navne på stildannende og normsættende guitarister. De er alle mere hippe end Hank B. Marvin, som i morgen fylder 70, stadig iført de samme overdimensionerede Buddy Holly-briller som dengang. Marvin blev ikke et sexsymbol. Ikke desto mindre har han med sin elegante, melodiske vibrato- og ekkobårne stil påvirket alt og alle fra The Beatles og Pink Floyd over Carlos Santana til Mark Knopfler.

På dåbsattesten stod der Brian Robson Rankin, men han blev kaldt Hank og tog siden efternavn efter rockabillysangeren Marvin Rainwater. Som mange andre britiske drenge fra krigsårgangene forløste Marvin nemlig sin identitet via countrymusikafarten, skiffle, som hærgede England et par år i 50’erne. Sammen med skolekammeraten Bruce Welch fra Newcastle endte han i 1958-59 som det unge pophåb Cliff Richards velklædte og velkoreograferede akkompagnatører, The Shadows. De trådte dog hurtigt ud af skyggen og etablerede sideløbende deres egen karriere.

Instrumentalhits som ‘Atlantis’, ‘Foottapper’, ‘Wonderful land’ og – i hård kappestrid med Jørgen Ingmann – ‘Apache’ fik mange unge til at ønske sig en Stratocaster-guitar, en Vox-forstærker og en Meazzi-ekkomaskine. Bare spørg danske pigtrådsmusikere som The Cliffters. Johnny Reimar havde stadig heddet Reimar Kristensen havde det ikke været for lyden af Marvins guitar.

The Shadows’ kvaliteter ufortalt så aftegnede Hank B. Marvin 1970-73 en skarpere musikalsk parentes i Marvin, Welch & Farrar. Inspireret af Crosby, Stills & Nash etablerede de deres egen niche. I et ambitiøst, anmelderrost rockregi sprang guitargruppen ud som fuldblods vokalister og komponister. En facet, der videreudvikledes, da de som The Shadows bidrog til Melodi Grand Prix-historien i 1975 med sangen ‘Let Me Be The One’, der fik en andenplads. Og gled på plads i hukommelsen som en af de få mindeværdige grandprix-sange.

Publikum ville dog som altid helst have det, de kendte, så siden har The Shadows reproduceret sig selv med en musikalitet, der aldrig blev maskinel og fejrede 50 års jubilæum som backing band for Cliff Richard på en propudsolgt ‘Final tour’ i 2009-10.

Hank B. Marvin, har siden midt-80’erne boet i Perth i Vestaustralien. Der driver han et indspilningsstudie. Og vedligeholder det store netværk, der er en følge af at være så elskværdigt et menneske, at han burde have en medalje.

Det syntes det britiske kongehus også. I 2004 ville man tildele Marvin en OBE, den næstlaveste i det britiske ordenshierarki – The Beatles fik en MBE. Marvin takkede nej. Høfligt, men nej. Og udtrykte stor taknemmelighed over, at nogen overhovedet havde fået den ide, men Marvin, det erklærede Jehovas vidne, angav private grunde til ikke at ville hædres.

Det gør vi andre så.

Illustration: Fender Stratocaster, den fiesta-røde af slagsen, fra 1956, som Marvin har gjort til sit kendemærke.