Manden der ikke ville være Gud

Peter Green nåede ikke verdensberømmelsen, før han i 1970 forlod Fleetwood Mac. Ligesom Pink Floyds Syd Barrett gled han via LSD ind i tusmørket som et af rockens mentale ulykkestilfælde. I denne weekend genopstår han ved en række koncerter i Danmark. Jeg giver ham i dagens Politiken disse ord med på vejen.

Et af de store øjeblikke ved sidste måneds Fleetwood Mac-koncert i Parken var, da guitaristen Lindsey Buckingham førte an i en selvforglemmende udgave af ”Oh Well” som en hyldest til bandets stifter, Peter Green; måske ikke et navn, der gav genklang hos så mange af dem, der var kommet for at cruise på minderne fra dengang sidst i 70’erne, hvor verden tilhørte Fleetwood Mac.

Peter Green vil nok ikke tage det personligt, for i mange år sagde hans eget navn ikke ham selv noget, isoleret som han var i en verden hinsides denne efter at være gået til bunds i et glemslens hav af LSD og andre af de stoffer, hippierne kaldte sjove, selv om de for ikke så få sårbare sjæle var alt andet end det.

Diagnosen var skizofreni, da Peter Green i 1977 blev indlagt, samme år Fleetwood Mac brød globalt igennem med albummet ”Rumours.” Og ikke længere lød som det Chicago-bluesband, Peter Green havde dannet i 1967. Legenden siger ellers, at tiden dengang var til psykedelisk beat og Sergeant Pepper’s klangkollager, men der var i England også en musikpolitisk korrekt retning, hvor man spillede blues, som om de ’fish ’n’ chips’-blege briter dyrkede bomuld i baghaven.

Vikar for Clapton

Det var dengang, nogen fandt på at skrive ”Clapton is God” på murene, og han ikke selv havde alt for travlt med at viske det ud. Eric Clapton forlod The Yardbirds, fordi de blev ham for poppede, og kom i 1965 med i Bluesbreakers, en slags talentskole, ledet af John Mayall, der ikke selv spillede ovenud godt, men kunne høre, når andre gjorde det. I august samme år stod Mayall uden guitarist. Clapton var taget ud i det blå uden at melde, hvornår han kom tilbage. I de to måneder, der fulgte, vikarierede en del for ham, bl.a. John McLaughlin, men Mayall blev passet op af en ung mand, der insisterede på, at han var den rette til jobbet. Mayall gav ham ret, men Peter Green nåede kun at spille tre koncerter som vikar.

Clapton var nemlig på Kreta løbet tør for både sololie og penge og kom, på konsulatets regning, hjem, indspillede i april 1966 albummet ”Bluesbreakers” og resten er rockhistorie.

Lidt var fedt

I mellemtiden havde Peter Green spillet, bl.a. med Rod Stewart, uden at det førte til noget, så han var let at lokke tilbage, da Clapton i slutningen af 1966 forlod skolestuen til fordel for legestuen i Cream. Til gengæld var hjerteligheden til at begynde med til at overse hos Bluesbreakers-tilhængerne. Peter Green var ingen Clapton. Selv om de nu om dage nævnes i samme sætning, når talen falder på de største engelske guitarister, er Green og Clapton ret forskellige instrumentalister.

Clapton havde Freddie King som forbillede, lyrisk, flydende og dengang med slet skjult hang til det blæret virtuose. Green var til B.B. King, som har rost ham, men nok så meget til de mange i dag glemte sydstatsguitarister, der ikke gjorde bluesmusikken sværere end som så. Han spillede lidt huggende, kantet og hellere to toner end tre. Lidt var fedt, når Green skruede op for Les Paul-guitaren. Da han sidste år blev interviewet til Sunday Times, så han lidt anderledes på det: ”Min spillestil har flere revner og sprækker i sig. Den er mere menneskelig. Mere typisk for en, som slet ikke kan spille guitar.” Falsk beskedenhed eller dårlig hukommelse: Peter Green kunne noget, som Clapton endnu ikke turde: Han kunne synge, så man troede, han var sort. Han legede ikke neger som Mick Jagger. Han udtrykte en forpinthed, som var smuk og rystende.

Det var dog ikke det, der blev lagt mærke til på ”A Hard Road”, det eneste Bluesbreakers-album, Green medvirkede på. I det band sang Mayall nemlig, men Green gav et varsel om sit format med instrumentalnummeret ”The Supernatural”, en klanglig skulptur af de uforgængelige. I 1967 var Mayall på vej over i det jazzede med blæsere og den slags, som ikke huede rockpolitiet, så sammen med Bluesbreakers-bassisten John McVie, trommeslageren Mick Fleetwood og guitartalentet Jeremy Spencer dannede Green Fleetwood Mac, der ville holde fast i bluesudtrykket i en grad, så de næsten lød etniske på deres debut. Det blev de ikke ved med. Året efter lå de øverst på hitlisten med det dovent svævende og i virkeligheden atypiske, millionsælgende instrumentalnummer ”Albatross” og fik også et hit med en anden Green-komposition, ”Black Magic Woman,” der forargede puristerne, fordi sangen havde 13 og ikke 12 takter i hvert vers. Den var jo nærmest pop – det kunne Carlos Santana også høre og gjorde senere sangen til sin signatur.

Ingen hørte nødråbet

I 1969 udsendtes ”Then Play On”, som fremstår som et missing link mellem bluesmodellen af Fleetwood Mac og ”Rumours”. Pladen kastede to Green-komponerede hits af sig: ”Oh Well” og ”Man Of The World”. Især den sidste var ikke gjort af det stof, hitlister består af. Den var et nødråb: ”I guess I’ve got everything I need/I wouldn’t ask for more/And there’s no one I’d rather be/But I just wish that I’d never been born…” sang Green uden at nogen kastede en redningskrans ud.

Han ville lade Clapton om at være guitargud. Og lod hår og skæg vokse vildt, selv efter datidens standard. Han var begyndt at bære et kors om halsen, mens han plaprede om, hvilket kors det var at være rockmillionær. Ekcentrikere hørte til dagens orden, så ingen tog synderlig notits, betragtede det mere som forlængelse af den samme originalitet, hans guitarspil besad, men da Green forsvandt i tre dage i München og kom tilbage, var han ikke længere irriterende, men insisterende.

Han havde været på besøg i et hippiekollektiv og var blevet budt på dåsecola med LSD. Det fik han smag for samtidig med, at han fik afsmag for gruppens succes. Han følte, at de nassede på de sortes musik, og ikke var værdige til at spille den. Derfor fandt han det rimeligt, at de forærede deres formuer væk. F.eks. til ofrene for krigen i Biafra, et af tidens blødende brændpunkter. Peter Green vandt ikke gehør i gruppen. En af hans sidste sange var “The Green Manalishi”, som handler om nattens skygger og den invitation til galskab, de gemmer.

I indre eksil

Han forlod Fleetwood Mac, og gik efter en sammenskrabet soloplade i indre eksil som endnu et af rockens mentale ulykkestilfælde. “The End Of The Game” hed albummet. Ligesom med Pink Floyd’s Syd Barrett begyndte rygterne om Peter Green at mangedoble sig selv. En del af dem var sande. Han hørte stemmer. Og nogle af dem sagde, at han ikke skulle bøje sine guitarstrenge, når han spillede. Ellers ret essentielt for en bluesmusiker. Han holdt derfor op med at spille. Og for ikke at blive fristet til at begynde igen, lod han sine negle vokse sig så lange, at det var umuligt. Han tog job som portør, han var kirkegårdsgraver, han var bartender, han var alt andet end det, han var bedst til: at leve gennem sin guitar, som han i øvrigt solgte til sin største fan, Gary “Still got the blues” Moore.

I 1977 endte Green i fængsel for at have truet Fleetwood Macs manager med et gevær, fordi denne havde tilbudt ham en royaltycheck. En anden version af historien er, at det var Green, der skulle have krævet de penge, han i sit nyreligiøse storsind ellers havde afskrevet. Green selv hælder i dag til den første version, men endte under alle omstændigheder som tungt medicineret efter elektrochokbehandling. En forelskelse endte i et kortvarigt ægteskab i 1978, og en overgang så hans verden lysere ud end hans sange. Han fik en datter, og hans gamle kammerat, Mick Fleetwood, skaffede ham en kontrakt, men Green kaldte forskudsbeløbet for Djævelens penge, nægtede at skrive under og faldt tilbage i mismod og misbrug, bl.a. af kokain.

Ved indgangen til 80’erne lod han høre fra sig med nogle ikke uefne soloalbums, men gled igen ind i tusmørket. Peter Green gjorde comeback sidst i 90’erne med Splinter Group, der genopgravede hans bluesrødder. Og han overraskede ved at deltage, da Fleetwood Mac i 1998 blev indlemmet i Hall of Fame. Ja, ved festen jammede han sågår med Santana på “Black Magic Woman”. I smoking og med bøjede strenge, og lignede en, der enten hvilede dybt i sig selv eller befandt sig et helt andet sted.

En ting er sikker: Musik er hans bedste medicin. På lørdag spiller han med sin kvartet, Peter Green and Friends, ved bluesfestivalerne i Frederikshavn og Horsens samt søndag i Amager Bio. Måske spiller de B.B. King-sangen “Worried Dream,” den med linjerne “Well, I feel so bad, I wonder what’s wrong with me…” Det spørgsmål har den 63-årige Peter Green kæmpet et helt liv for at finde svar på.