Maria Bramsen fylder 50
Kommentarer slået fra
Maria Bramsen var atten år, da hun stod i en lille lejlighed på solsiden af Istedgade og sang for sin fremtid. Lejligheden tilhørte Anne Dorte Michelsen (t.h.), som søgte en ny makker i stedet for Gitte Naur til frontlinjen i Tøsedrengene, et band, der med to lp-plader bag sig radiohittede med reggaenummeret ’Sig du ka’ li’ mig’. Maria Bramsen kommer fra et hjem med klaver, Benny Andersens. Hun er nemlig datter af digterens ’Rosalina’, Cynthia.
I dag runder hun de halvtreds.
Med en baggrund som korsanger for Debbie Cameron vandt hun den audition i Istedgade, og året efter er Maria Bramsen med til at lægge danskerne ned med Tøsedrengenes tredje album. ’Hør på mig’ synger hun. Det gør P3-Danmark i den grad.
Konstellationen af den inderlige århusianske Anne Dorte Michelsen og den lidenskabeligere, men alligevel mere generte Maria Bramsen sikrede Tøsedrengene et stort koncertpublikum og sekscifrede salgstal. Bramsen sang sange som ’Indianer’, ’Et lysår – en stjerne’, ’Vi var engang så tæt’ og ’Så gik der tid med det’ lige ind i tiden, hvor der var behov for andet end pastelfarver og skulderpuder.
I januar 1986 gik bandet, som aldrig havde lagt bånd på gemytternes forskellighed, i opløsning. Tøsedrengene var ikke for tøsedrengene. Via et mellemspil i gruppen The Lejrbåls kom Maria Bramsen sammen med Michael Bruun og Jan Sivertsen i 1988 med i Ray Dee Ohh. Der inviterede hun og den dengang helt ubeskrevne halvsvensker Caroline Henderson danskerne til mandagsstævnemøder til tonerne af melodisk radiopop med tyk rockaccent. Bandet stoppede i 1992, mens lyset stadig brændte, efter tre år og tre bestselleralbum.
Bramsen havde da fået nok af brændende lipglosslæber, så hun søgte ind på Danmarks Designskole, hvorfra hun tog eksamen i 1999 med speciale i visuel kommunikation og animationsfilm, sideløbende med at hun bidrog flittigt og godt til ’Åh abe’-pladerne og stiftede familie med Simon West, der havde spillet med Thomas Helmig og Ray Dee Ohh og siden kom med i Danser med Drenge.
I dag arbejder Bramsen i det kreative fællesskab, Gul Stue. Her designer hun cd-omslag, bøger og websider, men lige før jul fik hun bekræftet, at danskerne ikke har glemt hende, da hun og Anne Dorte Michelsen tog på turne med sangene fra dengang. Det, der startede som en løs snak ved Anne Dortes 50 års fødselsdag, blev så godt modtaget, at parret i næste måned tager ud igen. Ikke under åben himmel, men til spillesteder, der er noget mindre end i storhedstiden. Tiden står jo ikke stille (selvom Tøsedrengene hævdede det på deres andet album).
Det gør Maria Bramsen heller ikke.
Ukrediteret pr-foto, 2012.
UPS: Som alle andre medier stolede jeg på Ritzau, men Maria Bramsen fylder faktisk først år 16. marts.
About the author
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]