Mark Knopflers bedste?
6. september 2012 //
Det er ved at være længe siden Mark Knopfler iført svedpandebånd og rød Stratocaster fyldte megahaller og stadions verden over med Dire Straits, bandet, der var så populært, at det blev enormt anmelderpopulært at være imod det – jeg stod forrest i den kø. Tiden har imidlertid været med musikken, men det er en anden historie.
Siden bandets opløsning i 1995 har Knopfler stille, roligt og med beundringsværdig konsekvens og konjunkturforagt skrevet videre på historien om sig selv som en ydmyg spillemand i musikkens tjeneste. Han har fortalt den troværdigt, og det gør han også på Privateering, hans nye og syvende, egentlige, studiealbum.
Det adskiller sig overfladisk hørt kun marginalt fra det forrige, Get lucky, men følger samme spor og uddyber det. Mark Knopfler har skabt sit helt eget landskab af irsk musik, en Chicago-blues, han egentlig er for hvid til at kunne give så meget glød og så den melodiske refleksion, der bar de bedste Dire Straits-numre.
Et dobbeltalbum er måske lige i overkanten, men man må lade Knopfler, at han kommer igennem med pointen om, at netop tiden og dét at have rigeligt af den er en del af hemmeligheden bag hans musiks gennemslagskraft og holdbarhed.
Går man efter at høre Knopflers delikate solospil, går man lidt forgæves. Det er der, bl.a. på den pragtfulde B.B. King-pastiche ‘Hot or what’, men han er en mester i underspillethed. Hovedsagen her er sammenhængen mellem Knopflers hudnære stemme, de i virkeligheden ret hudløse tekster, de bandsat swingende arrangementer (og et sublimt band) og så en klangfarve, der får poetiske filmiske overtoner af uillean pipes (det irske nationalinstrument), krydret med et stilfærdigt vemod, der aldrig bliver klynk, men faktisk udtryk for fortrøstning til, at kærligheden kommer til den, der opsøger den åbent nok.
Privateering er en gavmild plade. Det er bare at åbne ørerne og tage imod i den ånd, der bliver givet. Dovent, døsigt, men aldrig søvndyssende. Mark Knopfler er stadig den uantastede sultan of swing.
Mark Knopfler: Privateering. Producer: Mark Knopfler m. Guy Fletcher & Chuck Ainlay. Mercury/Universal. 2cd.
Se Knopfler fortælle om sit nye album her.
FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK
Hej
Jeg vil tillade mig at svare på din overskrift. Ja, det er Knopflers bedste solo-udspil indtil nu. Hårdt forfulgt af det første album i solotiden, “Golden Heart”.
Mr. Knopfler har alle dage haft evnen til at man tripper lystigt med fødderne, og her er der bare ekstra mange numre at gøre det til. Indrømmet, jeg er inkarneret og hardcore fan, men jeg er ikke af typen der synes han er Gud. “Ragpickers Dream” var elendigt, men som det er med Knopfler så kan han spille sangene en hel del anderledes live end de er på albummet. Derfor vandt det album alligevel min respekt da et par af dem går igen de senere år i hans live koncerter. De bliver fremført aldeles fremragende, i anderledes tempo, med diverse arrangementer, så selv kedelige tracks kan gå hen og være favoritter, i live versionerne.
“Privateering” trækker også tråde til hans tidligere tracks som “Millionaire Blues” (single fra 1996), og “Cleaning My Gun” fra “Get Lucky” albummet.
Der er flere blues numre end der plejer, og personligt er der kun 3 numre jeg viger udenom, uaf 20 mulige.
Det er et exceptionelt godt album !, fordi det er ualmindeligt velspillet, og lydbilledet fortæller dig levende historier som var du der selv. Han leger med ordene, og bruger igen bla. McClusker, som er en fantastisk musiker og instrumentalist.
PS: Super Deluxe udgaven er efter sigende ikke pengene værd, men den almindelige Deluxe udgave er virkelig kræs. Den ekstra BONUS CD på Deluxe, indeholder 5 tracks der er rehearsel tracks. De tilføjer ekstra WOW faktor til et i forvejen brillant album. Blandt andet en superb “Cleaning My Gun”.
hilsen Peter