Mark Tulin 1948-2011
18. marts 2011 //
The Electric Prunes ramte tiden perfekt i 1966-67 med deres singler ‘Get Me To The World On Time’ og ‘I Had Too Much To Dream (Last Night)’ – ja, den sidste blev nærmest et slogan. Nu meldes gruppens bassist og praktiske tovholder, Mark Tulin, død af et hjertestop, 62 år gammel.
Sveskerne kaldte sig først The Sanctions og senere Jim & The Lords hjemme i San Fernando i Californien. Et tilfældigt møde med produceren og lydteknikeren Dave Hassinger ændrede alt. Han havde lige siddet bag pulten for Rolling Stones under indspilningen af Aftermath, og var på udkig efter sin egen genvej til berømmelse.
‘I Had Too Much Dream To Dream’ nåede en ellevteplads på Hot 100, efterfølgeren blev noget dårligere placeret og bandets første og andet album gjorde ikke meget væsen af sig, men fik kultstatus blandt hippier, der gerne ville blære sig med at kende et band, der kombinerede kærligheden til Dick Dale og Miles Davis.
I 1968 udgav bandet Mass In F Minor, et monstrum af et album, konciperet som et rockrequiem, skrevet af David Axelrod. Han havde en baggrund som A&R-mand for jazzen på Capitol, og viste sig hurtigt at være alt for dygtig til The Electric Prunes. Mark Tulin havde til at begynde begået arrangementerne til pladen, men blev bedt om at finde en stol og holde mund. Og på det efterfølgende, lige så opstyltede album, Release of an oath, spillede bandet ikke en tone, men nøjedes med at synge.
Gruppen huskede senere oplevelsen som en bitter påmindelse om, at de var og blev et garageband, som tiden og tilfældet havde givet en kortvarig succes.
Da Lenny Kaye i 1972 udsendte dobbeltalbummet Nuggets med guldklumper fra den psykedeliske periode, kom der fornyet interesse for The Electric Prunes. De lod sig gendanne og spillede stadig som om wahwah-pedalen lige var blevet opfundet. De senere år har gruppen også udsendt nyt, ikke dårligt materiale, og Tulin samarbejdede med en fan, Billy Corgan fra Smashing Pumpkins om ny musik.
Mark Tulin ernærede sig sideløbende som psykolog med speciale i aldersbetingede lidelser. I sin fritid dykkede han, og det var i den forbindelse hans hjerte ikke ville mere.
Hans og gruppens storhedstid fik et fint, varieret eftermæle i en retrospektiv dobbelt-cd, udsendt af Rhino i 2007.
Der lever drømmen.
