Marvin Tarplin 1941-2011

Guitaristen Marv Tarplin er død, 70 år gammel. De kaldte ham Motowns hemmelige våben og lidt var der om snakken. Men selv om han helst holdt sig i baggrunden og i studiehalvmørket, adskilte han sig fra sine musikerkollegaer, Funk Brothers, i Motowns Snake Pit ved faktisk også at være regulært medlem af en gruppe, The Miracles. Indtil 1973.

Han kendte to-tredjedele af The Supremes, fordi han havde gået i high school med dem. Før de blev til The Supremes, kaldte de sig The Primettes. Tarplin blev deres guitarist og deltog i den afgørende audition for Smokey Robinson, selskabets cheftalentspejder.

Smokey hyrede umiddelbart efter Tarplin som sin og The Miracles’ guitarist. Uden at vide at han med i købet fik en kreativ sparringspartner, som i praksis var med til at skrive en række af Robinsons største sange. Ikke mindst ‘The tracks of my tears’, hvor Tarplins guitar-intro var inspireret af, at Tarplin havde hørt Harry Belafontes ‘Banana Boat Song’ – spillet på forkert hastighed.

Siden var det på sange som ‘Going to a Go-Go’, ‘My Girl Has Gone’ og den vidunderlige, rytmisk intrikate ‘The Love I Saw In You Was Just A Mirage’ svært at høre, hvor sangskriveren Smokey Robinson stoppede og Marv Tarplin tog over. Han blev en integreret del af Robinsons sangskrivning, og blev behørigt krediteret. Noget, der bestemt ikke var en selvfølge dengang.

Marv Tarplin introducerede også nye guitartyper, i hvert fald for Motown-lyden. Han spillede 12 strenget på ‘Going to a Go-Go’, og akustisk guitar på ‘Mirage’. Og lyttede en del til den folkrock, som spirede frem. På den måde forstærkede han Motowns cross over-effekt til et hvidt publikum.

Smokey og han fortsatte senere samarbejdet på hits som ‘Cruisin’, da Smokey blev solist.

Som om alt dette ikke var nok til at sikre en plads i poppens Pantheon, var Tarplin medkomponist på to af navnebroderen Marvin Gayes tidligste træffere, ‘I’ll Be Doggone’ (som på disse kanter blev lavet i en sej udgave af svenske Tages) og ‘Ain’t That Peculiar’.

Der tales så tit om, at Keith Richards var inspireret af Chuck Berry. Det er ikke forkert, men Marv Tarplins elaborerede rytmeguitarspil var ikke ukendt for Richards (og Hendrix aflurede også Tarplin et trick eller to). At Stones senere lavede en cover version af ‘Going to a Go-Go’ var Richards’ måde at sige tak for miraklerne på.

Det gør denne blogger også.

Det samme gør kollega Capac – selvfølgelig.