Livet behøver ikke være mere indviklet end i går aftes/nat: Godt selskab (den bedrevidende musikvidenskabskvinde, uddannelseseksperten med den rektorale fortid, den luftguitarspillende seniorkonsulent og så mig – den nynorske professor og hans danske kollega udi det latin-romanske havde meldt forfald), gode vine og godt øl (Barolo og omegn, Guinness og Orla), god mad (pølser, ost og brød) og god musik. Jeg har skrevet om sceneriet før.
Med andre ord: Klubben til fremme af konstant kvalificering af beskuelsen af rock-dvd’er var samlet igen.
Aftenens overordnede tema var elguitar! Og der var i den grad tråd på. Vi nåede vidt omkring. Fra Keith Richards på dobro under ‘Get yer ya yas out’-turneen over Jimi Hendrix som ung og lovende via tordenguitaristen Neil Young anno ‘Rust never sleeps’ til The Edge’s præprogrammerede spader. Og ind i mellem slappede vi lige af med lidt Johnny Cash m.m.
Højdepunkterne var optagelser fra Rockpalatz i Grugahalle i Essen med Jack Bruce i en 80′er-trio, der også talte guitaristen David Sancious med en keyboardfortid i The E Street Band og nu afdøde trommeslager Bruce Gary (som engang var med i kritikerudskældte The Knack). Et powerhouse-band, hvis der nogen siden har været et sådant. Jeg havde helt glemt den konstellation. Jeg havde også fortrængt en anden af aftenens E-Street Band-gæster, Little Steven (van Zandt) og hans tidstypiske 80′er-aktivisme med The Disciples of Soul. Det var mest spøjst. Ikke mindst tøjet og frisurerne, og så at se van Zandt stå og undskylde over for det tyske publikum, at han var amerikaner. Han beklagede regeringens ‘arrogance’, og befolkningens ‘ignorance’. Nu om dage støtter han på sin hjemmeside de amerikanske tropper hvorend de nu udøver deres uegennyttige gerning. Ak ja.
To andre a-ha-oplevelser: Et klip med Jeff Beck i en aldeles vidunderlig udlægning af Beatles’ ‘A Day In The Life’:
Og til slut til at skrubbe hjem på: filmen ‘It Might Get Loud’, hvor Jack White mødes med sine idoler, Becks fordums ærkerival Jimmy Page samt The Edge, som også engang lignede en, der ikke ville komme meget længere end til sen-70′erne. En film for nørder, men flot iscenesat og med fint gehør for rockens puls.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
2 Comments
Trine13. maj 2010 - 15:30
tak selv for hyggeligt selskab i går… Jack Bruce trio var fantastisk. Kommer nok til at se ‘It Might Get Loud’ færdig i aften. Glæder mig til næste gang. Overvejer stadig noget prog-rock fra midtengland.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
tak selv for hyggeligt selskab i går… Jack Bruce trio var fantastisk. Kommer nok til at se ‘It Might Get Loud’ færdig i aften. Glæder mig til næste gang. Overvejer stadig noget prog-rock fra midtengland.
[...] har holdt årsafslutning og så ved stamlæsere, hvad jeg taler [...]