Merle Haggard fylder 75

Da country i 70’erne fornyede sig selv ved at få tilført tiltrængt kant af den såkaldte outlaw-bevægelse, var Merle Haggard en af de henslumrende legender, der med historiens egen ironi kom til at nyde godt af det.

Haggard, som i morgen fylder 75, havde nemlig i sine unge dage været mere på kant med loven end de selverklærede outlaws, Waylon Jennings, Willie Nelson og Kris Kristofferson, tilsammen.

Hans far døde af en hjernesvulst, da han var ni. Uden faderfigur kom unge Merle ud i noget snavs hjemme i det Californien, hvortil familien var flyttet fra Oklahoma under depressionen i 30’erne. For at holde styr på sin ustyrlige søn sendte moderen ham på opdragelsesanstalt.

Mødet med countrymusikken fik ham dog til at holde sig på måtten, og han spillede rundt omkring i nabolaget. Konstant plaget af mangel på kontanter drak fjortenårige Merle og hans kammerater sig en aften mod til til et indbrud i en restaurant. I deres fuldskab troede de, klokken var midt om natten. Den var endnu ikke midnat og restauranten var åben.

Merle Haggard blev idømt 15 års fængsel. I det San Quentin, Johnny Cash senere besang. Flere flugtforsøg kostede ham tillægsstraf, men med god opførsel og vilje til skolegang endte han med kun at afsone tre år.

Hjemvendt tog han skeen og guitaren i den anden hånd. I 1964 fik han et lille hit med ‘Sing A Sad Song’, og et samarbejde med Bonnie Owens, ekskone til forbilledet Buck Owens, gav endnu et hit og hans anden hustru (ud af fem). Året efter brød han igennem med ‘My Friends Are Gonna Be Strangers’, og i 1966-67 etablerede han sig som den nye countrystemme med ‘Swinging Doors’ og den selvbiografiske lp, I’m A Lonesome Fugitive.

Haggard videreførte Bakersfield-stilen, country med en skarp accent af elguitar, der inspirerede grupper som The Byrds til countryrock. Hans nøgent vibrerende, narrative stil genhøres hos John Mogensen og senere Allan Olsen. Hans sangtitler fortæller i sig selv en historie: ‘The Bottle Let Me Down’, ‘If We Make It Through December’, ‘It’s Not Love But It’s Not Bad’ og den helt vidunderlige ‘Today I Started Loving You’. Jo, Merle rimer ikke for ingenting på »girl«.

Under ungdomsoprøret blev Haggard berygtet for ’Okie from Muskogee’, en alternativ protestsang vendt mod de militærnægtende hippier, der satte sig på den politiske dagsorden. Sangen gav mæle til Udkants-USA, og Haggard blev beskyldt for at være reaktionær. Han replicerede, at han bare ville gøre opmærksom på andre stemmer i debatten. Med til billedet hører den lidt for belejligt oversete detalje, at sangen fik den ultrakonservative guvernør, George Wallace, til at forsøge at indrullere Haggard i sin kampagne for at blive præsident. Manden fra Oklahoma takkede nej til manden fra Alabama.

Efter 38 førstepladser på countryhitlisten og koncerter med samme frekvens som sin fan, Bob Dylan (de turnerede sammen i 2005), har The Hag skruet ned for tempoet. Bl.a. på grund af en nu kureret lungekræft. Sidste efterår viste han kampform på cd’en Working In Tennessee. P.t. turnerer Merle Haggard igen, og betragter, ifølge hjemmesiden, sig selv som ikke bare et omvandrende mirakel, men et mirakel ved godt helbred. Og som han synger hver aften – »I am what I am«.

Uden skam eller fortrydelse.

Ukrediteret pr-foto herfra.