Mod alle odds: Brian Wilson fylder 70

1 Comment

Der var ikke hul igennem, da Brian Wilson sad ved sit keyboard på Plænen i Tivoli lidt ude til siden, foran de andre beach boys, hin sommeraften i 1980. Vi kunne ganske vist både høre og se ham, men det virkede ikke som om det omvendte var tilfældet. Blikket var blankt og indstillet på uendeligt. Han fremstod som en klon af sig selv. Og lød lige så livløs. En strandvasker snarere end en stranddreng.

Europaturneen var del af den døgnovervågede behandling, Wilson modtog af psykologen Eugene Landy, som havde diagnosticeret ham som paranoid, skizofren og livstruende trøstespisende.

Sådan havde sangeren, komponisten, pianisten og bassisten haft det i en årrække. Faktisk lige siden han Lillejuleaften 1964 fik et nervesammenbrud i et fly på vej til endnu en af de koncerter med The Beach Boys, som hans far, Murray, hyrede dem til i en uendelighed. Det gjaldt også i de dage om at smede, mens jernet var varmt.

Og intet amerikansk band var hottere end drengene fra Hawthorne, Californien i de år, hvor The Beatles ellers rev alt med sig med samme uimodståelighed som en af de nærmest mytologisk høje surfbølger, The Beach Boys besang i Brians sange om et sorg- og tidløst teenageliv.

Han surfede ikke selv – det havde han folk til, bl.a. lillebror Dennis. Faktisk led Brian af vandskræk. Den var iblandet angst for den far, som udlevede sine forsmåede musikerambitioner gennem bandet, som han styrede som han styrede sin familie – med fast og ukærlig hånd.

Murray Wilson skaffede dog bandet en pladekontrakt. Han var indpiskeren bag gennembruddet med sange som ‘Surfer Girl’ og ‘Surfin’ Safari’, men også den, der holdt sine sønner, Brian, Carl og Dennis, og deres fætter, Mike Love, uden for al form for forretningsindflydelse. F.eks. erfarede Brian Wilson først 25 år senere, at Murray havde indgået frivilligt forlig med Chuck Berry, fordi Brian havde lyttet lige lovligt meget til Berrys ‘Sweet Little Sixteen’, da han skrev ‘Surfin’ USA’,’ det 1963-hit, som for alvor fik verden til at abonnere på drømmen om et evigt solbeskinnet Californien.

Virkeligheden for Brian Wilson var en anden. Livet var faktisk alt andet end »fun, fun, fun« for nu at citere titlen på et af gruppens første og største hits. Han murede sig mere og mere inde. Sange som ‘In My Room’ og ‘I Just Wasn’t Made For These Times’ lød som sarte, smukke melodier, men også som indeklemte råb om hjælp fra en forpint sjæl, der skrev sin musik i et specialbygget værelse, hvor han havde installeret en sandkasse, som han sad med tæerne i, mens han udfoldede sin genialske kreativitet.

Det foregik under stærk inspiration fra folk som Gershwin, Disneys huskomponister samt ikke mindst den jævnaldrende Paul McCartney, som for Brian blev både konkurrent og kollega. Beatles-albummet, Rubber Soul, tydeliggjorde i 1965 begrænsningerne ved Beach Boys-musikken. Dem satte Brian Wilson hele sit talent ind på at eliminere. Så mens resten af Beach Boys turnerede, komponerede, konciperede og indspillede han albummet Pet Sounds, som med alle tiders bedste kærlighedssang, ‘God Only Knows’, og ikke-album-singlen ‘Good vibrations’, blev hans hovedværk og udstak nye veje for popmusik. Leonard Bernstein blev en livslang fan af Brians arbejde.

Pet Sounds udfordrede på sin side McCartney. »Den plade var en sand øreåbner,« har han udtalt. Resultatet udkom året efter. Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band imponerede og intimiderede Brian Wilson i en grad, så han trak sig yderligere tilbage og helligede sig arbejdet med det, han kaldte en »teenage symphony to God«. Arbejdstitlen var Smile. Der skulle gå 37 år før symfonien fuldendtes. Og processen forekommer stadig vigtigere end det færdige resultat.

Da var Eugene Landy for længst blevet dømt for uhæderlig sammenblanding af klient- og forretningsforhold og havde fået forbud mod at opsøge sin tidligere, nu så godt som helbredte klient. Wilson har dog altid betonet, at Landys kontroversielle metoder for ham blev en redningskrans. Noget, Landy også gør sig stor umage for at få betonet i Wouldn’t it be nice, den Brian Wilson-biografi, han sammen med sin da gennemdopede klient fik udgivet i 1988.

Samme år blev Beach Boys indlemmet i rockens Hall of Fame, men Brian lod bandet soppe rundt i de interne konflikter, man var blevet absolut selvforsynende i. Han udgav soloalbummet, der mellem venner fik navn efter den bærende sang, ‘Love and mercy’.

Det er musik som en slags sjælens renselse ud over selvfølgelig at være førsteklasses pop. Siden har manden, der er blevet kaldt poppens Stravinskij, udsendt en håndfuld soloalbums, som ikke kun er af terapeutisk art.

I år har Brian Wilson så forligt sig med sin fortid. Han virker stadig skrøbelig, men absolut nærværende i de interviews, der er givet i anledning af, at han sammen med resten af de overlevende Beach Boys fornylig udgav cd’en That’s why God made the radio med vokalharmonier af den slags, man skal være ret blasert for ikke at blive rørt af. Gruppen følger pladen op med en turne (selv om Brian så sent som i september sidste år afviste enhver sådan ide). Turneen bringer dem til en friluftskoncert i Århus den 1. august.

Der er bestilt sol til dagen. Hvad ellers?

Dette er en udvidet udgave af en fødselsdagsomtale, skrevet til Politiken.

Ukrediteret pr-foto hentet fra Brian Wilsons FB-side.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar

    [...] Historien om Brian Wilsons indre eksil i mange år af Beach Boys’ karriere er kendt, og Torben ridser den op i dagens [...]

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top