Moderen til ‘Teen Angel’ er død

Kommentarer slået fra

Der findes en særlig og sejlivet undergenre i popmusikken: Sange, der handler om teenageres pludselige, ofte voldsomme død. De fleste af os kender Ray Petersons ‘Tell Laura I Love Her’. Med prædikatet “vulgær og smagløs” endte den på en syvendeplads på Billboards Hot 100 og røg derefter videre til evigt liv i pophimlen.

Samme år, 1960, men nogle måneder tidligere, lå Mark Dinning i februar i to uger nummer et på listen med ‘Teen Angel’ – i øvrigt som afløser for ‘Running Bear’.

‘Teen Angel’ handler om teenagetøsen på “sweet sixteen”, der kører en tur med sin boyfriend. Hans bil går i stå midt i en jernbaneoverskæring, han redder hende i sikkerhed. Tror han, for af en eller anden grund løber hun tilbage til bilen. Og kapow! Da de finder hendes lemlæstede legeme, holder hun hans high school-ring i hånden. Tæppe.

Nu melder New York Times, at forfatteren til dette hverdagsdrama er død. Jean Dinning, storesøster til Mark, blev 86. Hun var i 30′erne og 40′erne pænt populær med sine søstre i The Dinning Sisters, men sangen om den unavngivne teenager blev hendes claim to fame.

Marks fremtid lå ellers i kalkunavl. Han vandt flere priser hjemme i Oklahoma, men så bankede rock ‘n’ roll på døren og Mark Dinning åbnede den. Han fik en pladekontrakt, men først et hit, da søster Jean spillede ham en demoversion af ‘Teen Angel’ over middagsbordet.

Singlen endte, trods modstand hos visse pladevendere i Syden, med at sælge en million eksemplarer. Også i England røg den til tops, trods eller måske på grund af pressehetz mod sangen, som blev kaldt morbid og blodstørstig og skamløs.

Mark Dinning selv blev et one hit wonder. Han døde som uhelbredt alkoholiker i 1986.

Jean Dinning fik senere uventet glæde af sangen. Oprindelig var hendes mand, Red Surrey, medkrediteret som sangskriver, selv om han ikke havde skrevet en linje eller tone. Da parret blev skilt først i 70′erne, lignede ‘Teen Angel’ dødvægt. Og som del af boskiftet fik Jean Dinning alle rettigheder til sangen.

Nogle måneder senere, i 1973, var ‘Teen Angel’ en vigtig del af lydsporet til blockbusterfilmen American Graffiti…

Bonusinfo: Handlingen i ‘Tell Laura I Love Her’ udspillede sig oprindeligt på et rodeo, men pladeselskabet insisterede på, at Jeff Barry skulle lade sin sang foregå ved et stock car race, for at sangen kom til at minde mest muligt om ‘Teen Angel’.

Se her en liste over andre sange i genren, der er døbt ‘splatter platter.’

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top