Nalle bliver ved med at rocke

1 Comment
Nalle bliver ved med at rocke

For tyve år siden ville det have været dumdristigt at sætte penge på, at Nalle alias Roland Lyhr Sørensen ville overleve sin 70 års dag. Dengang hutlede han sig igennem den odenseanske midtby med udstrakt hånd og ordene: »Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?« En fedmeoperation havde ført til en heroinafhængighed, som fik Nalle til at forsøge at begå selvmord.

Den historie fortæller han i 2010-biografien ’Et liv ad omveje’. Historien endte godt. Netop nu øver han med sit band, Crazy Ivans, (med den gedigne guitarist Ivan Sand) op til en landsdækkende turne, og er fit for fight. Her, hvor han i dag fylder 70.

Sådan virkede han også, da han i 1964-65 som et energibundt med Little Richard og Fats Domino som forbilleder brød igennem med renlivede kopier af soulklassikere som ’In The Midnight Hour’. Som en af få danske sangere lød Nalle autentisk. Sproget var blevet fintunet på langtur som dæksdreng til Australien. Inden da var Nalle blevet udlært som tarmrenser, og var begyndt at få lokale job som sanger. Han havde gået i børnehave med Johnny Reimar.

Soulbølgen herhjemme tog hurtigt land. Nalle har altid været til fals for dårlig rådgivning eller som han siger i bogen: »Jeg har altid været verdensmester i at bygge slotte i himlen, men desværre har jeg også altid været verdensmester i at flytte ind i dem.« Derfor hoppede han med på den bølge, der opstod i landsbyens gadekær. Det gjorde hans stampublikum ikke, og efter forglemmelige numre som ’Hvor er min kone’ blev Nalle havnearbejder.

Via Reimar blev han genopdaget af Gustav Winckler fem år senere. Som Rock-Nalle fik Nalle en indbringende periode på mere og navnlig mindre begavede undersættelser af sange som ’Good Golly Miss Molly’ (’Go’e gamle fru Olsen’) og bodegalavpunktet ’Jeg ka’ godt li’ babser’ (’La Bamba’), som han i sin Mercedes tog med til landets diskoteker i et playbackshow. I 1980 forærede Kim Larsen ’Amanda’ og ‘Bare mig’ til Nalle, der kvitterede med at sælge 25.000 eksemplarer af sangen.

I 1982 producerede Billy Cross albummet ’Side 2’, der skulle rockrehabilitere Nalle. Teksterne var skrevet af Erik Thygesen, som samtidig udgav den lille, men meget fine bog – Nalle, rockens arbejdmand. For første gang fik Nalle melodier og musikere, der matchede hans musikalitet og erfaring. Anmelderne overgik hinanden i imødekommende begejstring, og en sang som ‘Spætter på bål’ viste en ny, mere kontemporær side af Nalle, men den slags kan man ikke leve af. Pladen sank som en sten. Ikke mindst fordi pladen, og lanceringen af den, kom i klemme i interne personalestridigheder på pladeselskabet.

De to nøglefigurer, Nalle havde tillid til og som havde overbevist ham om det nødvendige i at forny sig, i at tage en chance, var raget uklar med direktionen. De var derfor på vej væk. Ingen tog nogen beslutninger. Et eksempel: Da pladen lå færdig, skulle den jo have et omslag. Nalle blev ved med at rykke for forslag. Til sidst blev han så sur på SONET, at han en dag smækkede med døren og på sit umisforståelige fynske udbrød, at for hans skyld kunne de pakke pladen ind i et billede af Gøg og Gokke.

Det gjorde de så.

Et andet eksempel: Det var lykkedes Nalle at lande en aftale om at give tre numre i Lørdagskanalen, tidens mest sete tv-show. Hans optræden skulle times med udsendelsen af albummet. Nalle kom, blev set og sang, men da folk mandag morgen stod i pladebutikkerne (det var dengang) og ville købe Side 2, var pladen endnu ikke nået frem. Det skulle drøje endnu nogle uger.

Kortere fortalt blev Nalles kunstneriske hjemløshed suppleret af en identitetskrise, som sendte ham på gaden den næste halve snes år.

Her i karrierens efterår oplever Nalle så i al medieubevogtet stilfærdighed en genopblomstring. Han udgiver på Marsk Music fine roots- og bluesplader, knytter nye venskaber, bl.a. med Omar Dykes fra Omar & The Howlers, og da Nalle forleden i Chicago deltog i mindekoncerten for guitaristen Magic Slim, lod han sig rive så meget med, at han uden for nummer gav ’Shake, rattle and roll’ i så saftig en version, at man skulle tro, den titel er hans livsmotto.

Og kender jeg ham ret, vil han blive ved det med så længe han kan se lyset, for nu at frasere over titlen på hans seneste album, As long as I can see the light.

Dette er en længere omtale af den artikel, der i dag kan læses i Politiken, både net og print.

Foto: Sisse Stroyer ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    Michael Falch13. april 2013 - 10:29

    Mindeord om Torben Bille

    At blive musikanmelder er at bede om øretæver. Torben Bille påtog sig ikke desto mindre rollen, sikkert drevet af lige dele kærlighed til musikken og lyst til polemik. Han elskede at diskutere værdier. Selv om han som kritiker var autodidakt, imponerede han alle med sit ekstraordinære sproglige talent og sin analytiske sans, og der er stadig kun ganske få af hans kolleger oppe i hans liga. Billen blev et brand.

    Ligesom hans enorme viden om musik og samfund er Torben Billes mod også blevet legendarisk. Ved musikbladet MM og på Politiken, Ekstrabladet og ikke mindst i de senere år på sin meget læste blog skrev han lodret op imod leflen for enhver epokes billige points og trendy tidsånd.
    Denne belevne og lidt kejtede mand tog dansk musik alvorligt for alvor og gjorde produktionerne til seriøst kulturstof. For alle skikkelserne i musikscenens persongalleri blev han samtidig både en slags offentlig anklager og opbyggelig opdrager. Han var for dansk musikliv, hvad de største musikjournalister ved det amerikanske musikmagasin Rolling Stone var for det internationale.
    I 80´erne stod vi musikere ofte i kø før midnat ved kiosken på Rådhuspladsen og ventede dirrende nervøse på, at morgenaviserne kom til salg, så vi ikke mindst kunne læse Billens dom over vores nye udgivelse.

    Når ægtheden syntes at svigte sangskriverne, og musikerne kørte på automatpilot, så malede Billen skriften på væggen for os og manede til større mod, mere dybde og hengivenhed. Samtidig undgik han behændigt bare at rette ind efter tidens og branchens dogmer, og somme tider kunne han overraskende hylde værker, som alle andre i medierne ellers havde været døve for.

    Nogle af os skrev han sågar bøger om. Der var artister, som hans blik åbenbart lettere fandt formildende omstændigheder ved, omend han aldrig bare udtrykte udelt begejstring over nogens konkrete anstrengelser. Når tendensen i hans artikler var positiv, blev det ikke bare til reklameblokke. Der kunne sjældent ”sakses” helt entydige, firkantede budskaber fra dem, for der var altid et levende tvesyn og en drenget, skælmsk politisk ukorrekthed på færde i alt, hvad satyren tbille producerede i lejligheden på Gammel Kongevej. Den bagvedliggende filosofi syntes at være: Sort og hvidt findes ikke i den virkelige hverken – helten er også skurk, og skurken er også en helt.

    De artister, han ikke kunne bære helt så meget over med, har kun sjældent haft stor glæde af Torben Billes skriftlige arbejder. Han var nemlig ikke nødvendigvis elskværdig. Ikke kun nogle af os, men de fleste af os har oplevet at blive direkte rasende på ham. Og sandt nok kunne polemikeren Bille i de højspændte år til tider tage magten fra musikelskeren Torben, men det vedblev at være en uimodsagt kvalitet ved ham, at han altid vovede at tage til genmæle mod kanoniserede sandheder og fredhellige koryfæer.

    Som hhv. artist og kritiker er og bliver det en vanskelig sag at opnå en helt afslappet, åben venskabelig social relation til hinanden. Man vil, trods al venskabelighed, altid også være på hver sin side af hegnet og lidt på vagt. Snart kommer dagen, hvor nye værker skal vurderes, og derfor kan relationen ikke tåle at blive alt for nær. Først i løbet den periode i 2006, hvor Torben Bille interviewede mig mange gange i forbindelse med sin bog om mig, blev jeg således i stand til at aflægge det distancerede ”Billen” og kunne tøvende begynde at kalde ham ved fornavn.

    Torben Bille er den eneste rockskribent, der aktivt lyttende, observerende og skrivende har været ved ringside i alle de år, jeg selv har været en del af dansk musik.
    Jeg var længe før min aktive musikkarriere engang i 70´erne ude i en læserbrevsfejde mod ham i MM, da han usentimentalt havde rakket en Gnags-plade ned. Jeg fik på samme tid en stor artikel om Neil Young direkte i hovedet igen fra ham med besked om, at den var alt for universitetslitterær og tekstfikseret.
    Endnu før vi havde udgivet en plade med Malurt, var Billen var på plads foran scenen i Saltlageret i 1980 og anmeldte os og ikke mindst vores ledsagende lysbilledshow. “Alt sammen så rigtigt, at det går hen og bliver forkert!”, skrev han med vanlig sans for sproglige stød til leveren. Men han var mødt op, og han havde skrevet om os, og det gav os mod på mere.
    Han var der også, da Bruce Springsteen sang med os i Forum, og han rejste landet rundt med os. Han var der da førstepladserne kom, og han var også til stede ved min bundrekord, da kun 42 mennesker engang i 90´erne var troppet op for at høre mig en søndag aften i Svendborg. (Han anmeldte koncerten positivt og var solidarisk nok til at undlade at nævne antal publikummer).
    Han fulgte stadig med fra salen og sidelinjen flere år senere, da vinden vendte, og jeg fik opløftende besøgstal igen. Han har været der hele vejen, i de sidste mange år ofte sammen med sin elskede Anna-Katrine. Han var opsøgende, flittig, skarp, sober, morsom og vildt velskrivende, selv når han rent faktisk pissede på én.

    På trods af at vi altid med jævne mellemrum stod som opponenter i mediernes boksering, så kom jeg med tiden til at opfatte Torben som en ven. En ven med ret til at sige til og fra – og med carte blanche til at drille ucensureret. Han følte for alt det, jeg brændte for, og han fulgte mig empatisk men aldrig ukritisk. Jeg fik også lov at komme på besøg bag den professionelle facade, og jeg følte, at jeg (og mine sange) fik del i hans hjertelighed. Og jeg så ham i en smuk hjemlig rolle – som kærlig familiefar og hengiven ægtemand. Den rolle klædte ham som ingen anden.

    Torben begik selvfølgelig fejl. Han erkendte dem dog som regel hen ad vejen. Jeg blev aldrig træt af at pine ham med én af dem: Da Springsteen udgav “Born to run”, affejede Billen ham i sin anmeldelse som bare endnu en mislykket oppustet Dylan-kopi uden fremtid. Lidt sandt var det måske (for hvem var ikke det?), men fremtid kunne han lige godt ikke tage fra manden. Billen gik siden hen og blev et af de mest begejstrede Bruce-hoveder i landet, men den bøf har jeg tit og ofte fået ham til at svede over gennem årene. Og nu vi er ved ”bøffer”, er der en lille klassiker fra Billens hånd fra en anmeldelse af en svag koncert med Rolling Stones: “Charlie Watts lavede så mange bøffer, at han mageligt kunne åbne en ny burgerkæde”…

    Og så var der altid fodbolden – og i særdeleshed boldklubben FREM. Og der var Sydhavnen, hvor han voksede op. Og frem for alt var der familien. Det fik stærke følelser frem i Torbens stemme, når han omtalte sin familie – han var så enormt stolt af sine børn og sin kone! De vil nu mangle en grundsten i deres tilværelse. Somme tider slutter livet så ubegrundet.
    Vi andre vil savne en ven, en medlevende kollega, en respekteret modstander. Jeg kommer til at savne vores intense samtaler, hvor jeg gennem mere end tre årtier jævnligt oplevede det sjældne, at alle mine særinteresser blev delt ligeværdigt med et begejstret medmenneske, der endda kunne krydre sine bidrag med en flabet humor, inside-viden og et vid af en anden verden. Jeg vil komme til at savne et helt bestemt drillesygt, kampberedt glimt i de intense øjne bag brillen. Det glimt af Torben Bille, der også røbede den passionerede kærlighed til sangene, der til syvende og sidst er det eneste, der får musikken til at spille.

    Michael Falch

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top