You are here: Home / Musik / Neil Sedaka – da naboens søn blev nr. 1
Neil Sedaka – da naboens søn blev nr. 1
6. august 2012 // Kommentarer slået fra
Af og til forekommer de klogeste ord, der nogensinde er sunget, mig at være “comma, comma, down-doo-be-doo-down-down”. I denne uge for 50 år siden kunne man ikke åbne en transistorradio i USA uden at høre dem. Neil Sedaka lå øverst på Billboards Hot 100 med ‘Breaking Up Is Hard To Do’, en popsang med et universelt budskab og så iørefaldende, at man skulle være gjort af meget hårdt stof for ikke at føle sig ramt.
Neil Sedaka lignede bestemt ikke en popstjerne. Men en så gennemsnitlig all american boy at identifikationsfaktoren for høj, både for drenge og især for pigerne, der følte sig trygge ved at have fået et idol, der ikke virkede faretruende, forførende og moralsk fordærvet. Og så sang han, så Phil Spector udtrykte stor ærgelse over ikke at have opfundet ham. En teenagedrøm personificeret.
‘Breaking Up Is Hard To Do’ er skrevet på klaver, og det får den til at swinge endnu. Samtidig har den et af de ubesværende b-stykker, The Beatles samtidig sad og øvede sig i at kunne mestre. Det er med andre ord en ret perfekt popsang (langt senere faldt han for fristelsen til at genindspille den som en ballade – det blev lidt for meget elevatormusik)
Historien om Sedaka er som en film. Det 13-årige klavertalent spillede af og til på flyglet i lobbyen i det lokale hotel i hjembyen Livingston Manor i staten New York. Der hørte hans naboer ham. De var ret emsige på deres søns vegne og synes det kunne være en god ide, hvis Neil og han begyndte at skrive sange sammen. Det syntes ingen af dem i starten, men gradvist etablerede Neil Sedaka og Howie Greenfield et makkerskab. På det gymnasium, hvor de gik, scorede man flest piger og point på at spille football. Sedakas hemmelige våben var stemmen og klaveret. Vi skal i mine ører helt frem til Elton John for at høre en lige så stor begavelse.
I 1957 fik han et scholarship på den estimerede musikskole, Juilliard, efter at have vundet en pianokonkurrence, hvor Arthur Rubinstein havde været dommer. Sedakas hu stod nu mere til popmusik, og da Howie og ham kom i kontakt med en ung, fremstormende musikforlægger ved navn Don Kirshner begyndte dørene at åbne sig. Vidt åbne blev de, da hele det hvide Amerikas sweetheart, Connie Francis, i 1958 hittede med Sedaka-Greenfield-sangen, ‘Stupid Cupid’.
Sedaka ville stadig gerne selv synge sine sange. At hans lyse tenor havde potentialet til det, kunne Steve Sholes høre. Det var ham, der fik Elvis over på RCA, og der havnede Sedaka også efter et kortvarigt medlemskab af The Tokens (før de hittede med ‘The Lion Sleeps Tonight’). Et af hans første hits var ‘Oh, Carol’, skrevet til en gammel high school-kæreste. Hun hed King til efternavn.
Siden skrev og sang den i dag 73-årige Sedaka en næsten selvudløsende stribe af popperler, og The Carpenters’ loyale kopier mindede os i 70′erne om, hvor lidt sukker Sedaka i virkeligheden brugte i sin opskrift. ‘Laughter in the rain’ er et uimodståeligt eksempel på Sedaka i 70′erne. Ren filmmusik, der ikke behøver nogen film.
Præcis som ‘Breaking Up Is Hard To Do’. Titlen siger det meste. En evig sandhed, og hvad er vel mere passende til en evergreen. Og resten fortælles af de der ord “comma, comma, down-doo-be-doo-down-down”.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
