Neil Young: Rockens rustfjerner

Kommentarer slået fra

Mens vi venter på Neil Youngs næste album, en slags kærlig dekonstruktion af amerikanske klassikere, er det altid givende og konstant overraskende at gå tilbage i hans katalog. F.eks. til 1979 og albummet Rust never sleeps.

Selvfølgelig kan det ikke bruges som bevisførelse, men der har altid været noget sigende i, at netop Neil Young hedder, hvad han hedder til efternavn. Rocken er jo om noget et tempel for evig ungdom. Og som sådan en både smuk og udsigtsløs utopi, men få har som Young formået at holde sig ung uden af den grund at glemme sin alder. Ja, i mangt og meget er han en af de mest utilregnelige i en branche, der elsker forudsigelighed og genkendelsens glæde. Young har ligefrem været involveret i et juridisk slagsmål med sit pladeselskab, fordi han, efter deres mening, ikke gav dem salgbare sange og i det hele taget fulgte en kurs, der gav marketingafdelingen problemer.

Sådan var situationen også i 1979. Året før havde Neil Young til pladeselskabets lettelse udsendt den country-melankolske Comes a time, som var nem afsættelig både til radioen og pladekøberne. Og nu, nu kom han med Rust never sleeps, en kamæleon af en plade, der startede i samme ‘Heart of Gold’-trygge stil for siden at vride vrangen ud på sig selv med en guitarrock, der ikke tager nogen fanger.

Youngs pointe er klar fra første akustiske akkord: Rust sover aldrig, og man skal ikke bare stå tidligt op for at forhindre den i at brede sig; man skal konstant opruste sit nærvær, fokusere på de essentielle værdier og ikke være til fals for nemme løsninger eller andres illusioner. Dermed bliver pladen en kritik af rockindustriens kortsigtethed og dens latente og ulideligt lette historieløshed.

Pladen indledes og udrinder med to versioner af samme sang, to sider af samme sag: ‘My My, Hey Hey (Out Of The Blue)’ og ‘Hey Hey, My My (Into The Black)’ og de linjer, der med årene har antaget næsten sloganagtig karakter:

My my hey hey
rock and roll is here to stay It’s better to burn out
than to fade away
my my hey hey

Hey hey my my
rock and roll can never die there’s more to the picture than meets the eye

Ord, der til sin tid vil være passende på sangerens gravsten, men som også står som en udstanset kommentar til den dødsforagt, hvormed en ny generation, punken, kastede sig ud i rocken som en livsstil, der tilsyneladende sikrer én mod kedsomhed og mod at blive voksen. Young hylder både Elvis Presley og typer som Johnny Rotten fra Sex Pistols, men han synger, som om han kender omkostningerne og faldgruberne, og mens taberne står i kø, er den eneste vinder rocken selv, som ingen kan slå ihjel, selv om den også trues af skindød og svindsot.

YOUNG GØR sit bedste for at hindre den udvikling. Sangen fremføres i to vidt forskellige udgaver, der både betoner yderpunkterne og enhedspræget hos denne unikke sangskriver: Først i et lejrbåls-akustisk regi med en stemme, der går gennem marv og ben på samme måde som det maniske, bronkiale mundharpespil. Og som pladens epilog synger Young, som var han et åbent sår af tvivl, omgivet af en guitarmur opbygget af en frygtindgydende elektrisk forvrængning grænsende til kontroltab og hvid støj.

Rust never sleeps er en hyldest til nødvendigheden af at se med skepsis på ethvert tilløb til sathed, en samling sange om at give sig helt og fuldt som menneske, og så er albummet endnu en logbog over Neil Youngs legendariske rastløshed, som vel at mærke ikke er det samme som manglende koncentration. Han fylder her & nu ud med nu eller aldrig, men han er og bliver ‘The Loner’. Hans liv er hans, og han tager det fulde ansvar. Skærende smukt og ærligt beskrevet på ‘Trasher’, en After The Goldrush-klingende sang, der ikke kan undgå at blive hørt som et signalement af Crosby, Stills & Nash i almindelighed og hippiegenerationens forfald til tryghedsnarkomani i særdeleshed:

They had the best selection, they were poisoned with protection there was nothing that they needed
they had nothing left to find
they were lost in rock formations
or became park bench mutations …

so I got bored and left them there
they were just dead weight to me
it’s better on the road without that load …

Dette selvvalgte eksil som frændeløs, moderne nomade, i hvert fald i kunsten, viser romantikeren i Neil Young. Og han understreger det ved igen at give den indianske drøm mæle. ‘Pocahontas’ tager tråden op fra en Buffalo Springfield-ballade som ‘Broken Arrow’; ikke så ødselt instrumenteret, men med samme udsyn og fusion af fortid og nutid. I en blanding af klagesuk og surrealistisk underfundighed giver Young den som nutidsindianeren, der længes tilbage til den evige prærie før de hvides massakrer på oprindeligheden og urinstinktet. Og til sidst finder han sig selv siddende sammen med indianerlegenden Pocahontas og snakke Hollywood og andre sagn med indianerforkæmperen Marlon Brando.

VENDER MAN side på albummet, og den pointe døde desværre med cd-mediet, vender man også tilbage til Youngs udgangspunkt som en elektrisk guitarist af gargantuansk format. Sammen med hans allierede i trioen Crazy Horse er resten af den delvist liveindspillede Rust Never Sleeps tilegnet granitgrov, konstant kulminationstoppende rock, der truer med at få sikringerne til at ryge.

»Sedan Delivery« er Youngs svar på punkens forsøg på at patentere energi. Stik den, synes han at sige. Og på ‘Welfare Mothers’ gentager han omkvædet »welfare mothers make better lovers« med en styrke, som om det betød noget, samtidig med at sangen så oplagt er Youngs kommentar til de mange, der forsøger at kanonisere ham og hans vers: »People, pick up on, what I am putting down …«

I guitaristen Frank Sampedro har Young både en fan og en jævnbyrdig, der har lige så kort fra tanke til udførelse som Young, og på ‘Powderfinger’ skaber de to et drama under dramaet, en suspense-effekt, der understøtter den grumme historie om fyren, der forgæves forsvarer, hvad han har kært, selv om vi, og han, fra første sekund aner, hvordan det vil ende, da vi ser båden komme sejlende som en stum trussel – »it don’t look like they’re here to deliver the mail« – men igen: »it’s better to burn out than it is to rust«. Og da Young i sidste vers giver ordet til den døde, lyder det, som om han synger om sig selv:

Just think of me as one you never figured
would fade away so young
with so much left undone
remember me to my love, I know I’ll miss her …

En mand, der har nået en masse uden at nå frem, men selve rejsen, vejen ad hvilken, har for Neil Young altid været vigtigere end endestationen. Det har været konstant livsbekræftende at få lov at være blind passager på hans projekt.

Neil Young: Rust Never Sleeps Producere: Neil Young, David Briggs & Tim Mulligan. Reprise/Warner, 1979.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top