Neil Young tilbage i børnehaven

Skal man være lidt rasmus modsat – og det skal man jo af og til – så er det gennem årene lykkedes Neil Young at få kunstnerisk inkonsistens og sjusk til at fremstå som kritikerfeteret kompromisløshed. Respekt for det, men lige så meget som jeg ville hade at undvære mandens ti bedste plader, lige så lidt vil jeg savne de lidt for mange plader, hvor han bare har fulgt sin første og ikke altid bedste indskydelse. Spildprocenten gennem årene er høj. Fra retrorockabilly over bedaget electropop til hvid guitarstøj og en plade, tilegnet hans egen skramlekasse af en bil.

Og nej, jeg hører ikke til dem, som kun holder af manden, når han indspiller variationer over Harvest og Comes A Time. Men man høster, som man sår.

På sit seneste album, Americana, er han ude i et antropologisk ærinde. Sammen med Crazy Hose forsøger han at vende vrangen ud på en række sange, enhver amerikaner kender fra børnehaven, som han har formuleret det. Meningen fremgår ikke ganske af resultatet (selv om der er vist beundringsværdig omhu med at forklare kilderne i den ledsagende pædagogiske booklet).

Neil Young har nemlig sat en ære i ikke at arbejde ud fra originalforlæggene, men valgt alternative melodier til kendte sange som ‘Oh Susannah’, ‘Tom Dula’ (bedre kendt som Tom Doley), ‘Clementine’ og ‘She’ll Be Coming Round The Mountain’. Der er bare grund til, at kun musikhistorikere og samlere kender de tonsætninger. De er simpelthen hverken særligt gode eller melodiske. Og de gange, hvor Young faktisk synger ud fra originalforlægget (som på ‘This land is your land’), tilføjes intet nyt. Ligesom det forbliver en gåde, hvorfor sange som doowop-klassikeren ‘Get A Job’ og ‘God Save The Queen’ er taget med.

Det hele jappes igennem efter samme, centnertunge, ensformige Crazy Horse-model, hvor Young og guitarist Frank Sampedro kappes om at fortynde deres solistiske kendetegn til klicheer. Jeg vil vove den påstand, at man ville kunne tage så godt som ethvert instrumentalt live-take fra Neil Young & Crazy Horse og i store stræk bruge det som underlægning på de fleste af disse numre. I baggrunden er der drukkent mandskor og Pegi Young-hvin.

Jo, jo, det er skam sine steder energisk og vedholdende, men det er en bulldozer jo også, når den maser sig frem. Neil Young (Wiki-link) rydder ikke nyt land. Det lyder bare sådan, og dét er det eneste rigtigt interessante og tankevækkende ved dette forglemmelige projekt.

Neil Young: Americana. Producere: Neil Young & John Hanlon. Reprise/Warner.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK