Otis er savnet
10. december 2012 //
DA ET to-motorers Beechcraft-fly styrtede ned i Lake Monona nær Madison, Wisconsin i dag for 45 år siden, blev soulmusikken en original stemme og inspirator fattigere, og rockhistorien en legende rigere. Blandt de omkomne var nemlig Otis Redding. Han blev 26 år. 26!?
DET VIRKER STADIG utroligt, når man ser filmoptagelser med dette fyrtårn af en stout, men graciøs mand og hører hans stemme, så fuld af erfaring, levet liv og så meget mand, at det næsten må have virket fornærmende eller truende i en tid, hvor den bløde mand var ved at blive født under svære kvaler – i hvert fald blandt de hvide high school kids, der bagefter tog patent på den batikfarvede sandhed om 60’erne. De 60’ere nåede Otis kun at få en smagsprøve på ved en tiljublet koncert på Monterey-festivalen, for den historiske ironi er jo, at da Otis Redding omsider blev verdensberømt, var han død. Heldigvis havde han inden den fatale flyvetur været i studiet og indspille en ny, meget atypisk sang, ‘Sitting On The Dock Of The Bay’, skrevet af ham selv og guitaristen Steve Cropper. Den alene sikrede ham udødelighed. Og arvingerne en stabil indtægtskilde.
Sandheden er, at Redding indtil da mest sang for sine egne. Ja, da han som dynamo for den såkaldte Stax-Volt Revue turnerede Europa i foråret ’67, var det hvide islæt blandt publikum til at overskue. Ved koncerten i København i april var salen således halvtom, og de mest medlevende – og fleste – tilskuere var sorte amerikanske infanterister på orlov fra deres baser i Vesttyskland. Jeg kan huske, at vi andre, duknakkede blege hippier sad og undrede os over, at de optrædende kom i pang-farvede habitter med skarpe pressefolder på et tidspunkt, hvor frigørelsen ikke mindst bestod i ikke at se ud som sine forældre. Redding, de formidable Sam & Dave, Booker T. & The MG’s og Eddie Floyd og de andre virkede nu ret frigjorte alligevel. De udstrålede mere sex, stolthed og sandhed, end jeg troede, der fandtes i hele verden, så helt galt kan det da ikke stå til, ræsonnerede jeg, mens jeg gik hjem mod Sydhavnen, stønnende »Fa- fa-fa-fa-fa-fa-fa-faaah« og »Sock it to me, brother«, lidet anende, at det sidste album, Otis Redding skulle nå at indspille, var det, der i månederne op til koncerten havde okkuperet min grammofon.
Otis Blue – Otis Redding sings soul var med til at definere soulgenren. Og pladen var den perfekte prolog og ordbog til den kampagne, der i The Summer of Love blev søsat for at gøre soul mere kendt – og markedsduelig. Los Angeles-DJ’en, Magnificent Montague, stillede som en af de første spørgsmålet »What is soul?« og besvarede det selv: »soul is the last-to-be-hired, the first-to-be-fired, brown-all-year-round, sit-in-the-back-of- the-bus feeling …« Og selv om de fleste sorte trak på skuldrene og mente, at den, der skulle have forklaret, hvad soul er, alligevel aldrig ville fatte det, så så Otis Redding faktisk en opgave i at få det hvide publikum til at finde svaret i deres egen sjæl. »It’s the singer, not the song«, sang Mick Jagger fra The Rolling Stones.
Han kendte hemmeligheden og havde igangsat sin gruppes karriere ved bl.a. at indsynge nogle af Reddings ballader. Og den eksplosive side af Redding – og MG’s-bassisten Donald ’Duck’ Dunn – plankede Jagger og Keith Richards til ‘I Can’t Get No Satisfaction’, en sang som den amerikanske kritiker Dave Marsh har karakteriseret som det nærmeste, man kommer en sang skrevet af Dylan og Otis Redding: »Hvis (de) havde skrevet den sang sammen, ville dette (Satisfaction) have været den sang, de skulle konkurrere med.« På Otis Blue kvitterer Redding med en frenetisk, ustoppelig udgave af ‘Satisfaction’, som nærmest dementerer sangens budskab. Her er en mand, der kan fuldføre, hvad han har sat sig for!
DET ER her og på originaludgaven af ‘Respect’ og den flammende fortolkning af Sam Cookes ‘Shake’, at Redding dels flytter koncertsalen ind i pladestudiet og dels viser, hvor han voksede op, nemlig Little Richards fødeby Macon, Georgia. Her indspillede Redding allerede i 1960 den meget Little Richard-agtige ‘Shout Bamalama’, men det interessante og væsensforskellige ved Reddings soul var hans åbenhed over for områdets rockkultur – Jaimo Johanson spillede trommer hos Redding, før han kom med i Allman Brothers – og så den country & western, der er og bliver Bibelbæltets radiofoniske bærebølge.
Det er den, der giver den ekstra imødekommende melodiske varme i Reddings sangforedrag, mens den retoriske intonation røber hans opvækst i en familie, hvor faderen var baptistprædikant. Faderen blev dog ikke hans rollemodel. Det blev Sam Cooke og hans selvgjort-er-velgjort succes. På Otis Blue er tre ud af 11 skæringer af Cooke, men Reddings storhed er, at han forstørrer selv den kendteste Cooke-sang uden at formindske originalforlægget. At høre ‘A Change Is Gonna Come’ med ‘Redding er at høre hele borgerrettighedsbevægelsens vej fra dialog til åben kamp. Og når Redding på sin egen, nu soul-klassiske torch-sang over alle torch-sange, synger »I’ve been loving you too long to stop now«, synger han ikke kun om, at den eneste vej ud af kærligheden fører ind i kærligheden for ham og hans elskede, men han synger for alle, der gider lytte og føle. De behøver ikke forstå; bare de fatter – om hinanden.
Eller som kritikeren Lillian Roxon skrev to år efter hans død: »You have it – or you don’t. Either way you can’t define it. If you ever lived through enough, if pain has been your constant companion and despair has seeped into your heart, lungs and colored by that extra dimension of sorrow, it’s so much a part of you that you can’t sing or play without it coming through, then you may start to understand what goes into a performance by … Otis Redding.«
