Det er sørgeligt, men sandt. Gasolin’ var den sidste rockgruppe, der kunne samle familien Danmark uden at de unge skulle krumme tæer samtidig. Sådan var det ikke fra starten, men allerede tidligt gik Kim Larsen & co. efter at brede refrænet ud til så mange som muligt.
Mens nogen af os stadig slikkede sårene efter EF-afstemningen den 2. oktober 1972, søsatte Gasolin i november samme år deres andet album. Samtidig trådte deres pladeselskab marketingpedalerne i bund i hidtil uhørt grad herhjemme. Det kunne vi ikke høre, men den første sang på den plade ville have gjort det udholdeligt selv for Henrik Nordbrandt at komme igennem en dansk november.
»På En Sommerdag« er en fabulerende fanfare af ørehængende rockrundgang over en nonsenstekst, som viser, at skolelæreren kunne sin Benny Andersen og andre hverdagsmodernister:
og en dejlig tøs med en grøn paraply vrikked med næsen i sky og jeg kyssed hende af kærlighed men tænk dig, hun bed …
på en sommerdag
I virkeligheden sker der ikke mere i de fire vers, små bevidst afskrællede billeder af et Danmark fra før globalisering og cyberkommunikation, men det er et land, der bærer en fælles historie, ja, sågar en fælles fremtid. Selvfølgelig var det allerede dengang løgn, men ingen kunne som Gasolin’ få lytteren til at overgive sig til en danskhed, som måske kun levede i deres tekster, men så til gengæld også der for fuld turbo.
Og så stammer sangen fra dengang, hvor ingen ordentlig sangskriver offentliggjorde en melodi uden mellemstykke. Det fyldte Franz Beckerlee ud med en guitar, der, som altid, nærmest lød spejlvendt, en solo mellem kontrol og avantgardistisk kaos, og måske en kommentar til ordenes næsten suspekte enkelhed.
Der er ingen, der laver sange som denne mere. Det var der ved nærmere eftertanke heller ikke dengang. Altså bortset fra Gasolin på en sommerdag i november. Shu-bi-dua lyttede godt og grundigt. Søstrene Brüel er en smagssag.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
