Paul Jones – nej til Stones

Han sagde nej til at blive forsanger i det, der blev til The Rolling Stones. Og han har aldrig fortrudt. I dag fylder sangeren og mundharpespilleren Paul Jones 70. Dagen fejrer han i et studie i London med at indspille efterfølgeren til den fine Starting all over again ovenpå nok en veloverstået europaturne med The Blues Band, det gedigne, konjunkturresistente ensemble, han har været frontfigur for siden 1979.

Men med al respekt huskes Jones dog nok bedst som sanger i Manfred Mann, det musikalsk mest kompetente af de britiske bands i kølvandet på The Beatles.

Paul Jones hang som ung bluespurist ud i de samme klubber som Brian Jones og Keith Richards, og optrådte under fødenavnet Pond – med kunstnerinitialerne P.P. Efter at have takket nej til Jones og Richards kom han med i et jazznørdet bluesband. I 1963 fik Manfred Mann pladekontrakt, og de følgende år var Jones den signifikante stemme bag gyldne hits som ’Do Wah Diddy Diddy’, ’Pretty Flamingo’, ’Oh No, Not My Baby’ og ikke mindst Dylan’s ’If You Gotta Go, Go Now’, som han gjorde til andet end en kopi. Som sanger fremstår han stadig mere spændende og ikke så krukket som Mick Jagger, og han gav i sin guldalder ikke denne noget efter i sexappeal. Paul Jones var en sanger, mange danske 60′er-sangere ville have givet deres velosolox væk for at kunne lyde lige som.

Der var derfor store forventninger til Jones, da han gik solo i 1966. Desværre blev han serveret af Mike Leander i så tilsukret et popregi, at gennembruddet udeblev. Året efter spillede han med i Peter Watkins-filmen ’Privilege’. Filmen var overskruet i sin kritik af popkulturen, men Jones brændte igennem på lærredet (YouTube-link), og sangen ’Set me free’ tåler et genhør (Patti Smith havde senere glæde af den). Filmens småhysteriske quasi-kristne budskab blev siddende i Jones, for siden erklærede han sig som ny-kristen – i øvrigt inspireret af vennen Cliff Richard.

Skuespillerpotentialet blev aldrig indfriet. Lidt musical, lidt tv – alt i alt for retningsløst. I 90’erne kom han ind i de britiske stuer som en populær figur i den meget sete børne-tv-serie ’Uncle Jack’, og på seksogtyvende år er Paul Jones hver mandag en vidende og skarp vært i ’Rhythm and blues’, et BBC-radioprogram af den slags, vi savner herhjemme.