Pigen fra Ipanema fylder sgu 70

Der er kvinder, der altid ser ud, som da man første gang så dem. Astrud Gilberto, som i dag fylder 70, er en af dem. Og så alligevel ikke helt, for vi hørte hende, før vi så hende.

Stan Getz og sangeren og sangskriveren Joao Gilberto var i marts 1963 ved at indspille det album, der bare bærer deres navn. Getz, som i en del år havde været et middelstort jazznavn, kæmpede for at vinde nyt fodfæste i et jazzmiljø, hvor Miles Davis og John Coltrane modale jazz havde bevirket, at cool melodikere som Getz ikke længere var så hippe. Han var blevet introduceret til brasiliansk musik. Og var blevet forelsket. Året før havde han hittet med en instrumentaludgave af Antonio Carlos Jobims samba ’Desafinado’, og produceren Creed Taylor fornemmede, at Getz kunne få et endnu bredere publikum, hvis en af pladens portugisisk sprogede melodier også fik engelsk sang. Gilberto havde sin hustru med til New York som tolk, og da hun var den eneste tilstedeværende brasilianer, der kunne synge på engelsk, sang hun andet vers af Jobims og digteren og diplomaten Vinicius de Moraes’ ’The girl from Ipanema’ eller ’Garota de Ipanema’ som bossa nova’ens signaturmelodi egentlig hedder.

Den var året før blevet indsunget af Pery Ribeiro, men det var glemt, da Astrud Gilberto med en accent, der var lige så svulmende og sensuel som hendes læber, og et eget musikalsk svæv, tog sangen til sig selv. Hun blev et stilikon. Og midt i en Beatles-tid var Brasilien pludselig ikke kun kendt for fodbold. Getz og Gilberto var jazz for alle de, der ellers fandt jazzen for sort og mærkelig. Og så var musikken ladet med charterdrømme.

Succesen kom noget bag på Astrud Gilberto. Det var hendes første professionelle job, men i 1964 albumdebuterede hun. Da var hun ved at blive skilt fra Gilberto, og etablerede sig som en kapabel, men ikke overdrevent original fortolker af standardnumre. Hun var easy listening før det blev til chill out, og hun er blevet markedsført som begge dele. Hun burde nok havde ladet være med at indspille med James Last, men kan ellers se tilbage på et katalog, der tæller duet med Frank Sinatra og plader med selvkomponeret materiale, og det meste oser af samme smagfulde klasse som et af de designerhoteller, der har ’The girl from Ipanema’ som lydtapet i elevatoren.

I 2002 trak Astrud Gilberto sig tilbage fra spotlightet og bruger nu tiden på at male samt tale dyrenes sag. Måtte hendes engagement i det sidste bare hjælpe dyrene halvt så meget som hendes tolkning af ’The girl from Ipanema’ har hjulpet med at skrue op for den brasilianske musiks æggende mystik.

Illustration: Pladeomslag fra 1967