Pigtrådsgalla: Efter sommer følger Summers

Aldrig har en fyldt linje 14 summet mere forventningsfuld. Og da vi stod af og gik ned mod Falkonercentret, så det for en stund grangiveligt ud som om 60-plusserne havde overtaget samfundet. Okay, sølvrævene var blevet til polarræve og vel var der ikke mange herrebenklæder i tern, striber og polkaprikket, men kvinderne havde ladet deres bedstemorstatus blive hjemme og var klædt på til nytårsaften. Hvor var vi mange og hvor så vi unge ud i øjnene!

Lad det være sagt, så det ikke er til at misforstå: Rocking Ghosts-sangeren John Andersen ide om at samle “alle rødderne” for at fejre 50-året for pigtrådsmusikken, var en succes. Og det må have været tankevækkende for aftenens vært, Arne Worsøe, her midt i krisen at se, at koncertpublikummet er der. Der skal bare stå det rigtige på plakaten.

Over tre timers musik, absolut live og uden brug af nymodens narrestreger som båndsløjfer og autotuning, var, hvad vi fik på en velafviklet aften, der med de mange sceneskift ellers let kunne have været gået i koks.

Jeg havde ellers mine bange anelser, da jeg steg på bussen. Ville minderne og glæden ved at gense fortiden være nok til at holde koncerten flyvende? En række af orkestrene havde jo ikke spillet sammen i årevis. Og selv om aftenens veloplagte konferencier, Jørgen de Mylius, storsindet kaldte pigtrådsmusikken for basisrock, er og bliver det jo kopirock, dengang spillet af unge musikere, der på den måde både mærkede ungdommen og rustede sig til det at blive voksen. I den retning har det aldrig skadet at have følt, hvordan det var at være dejligt ansvarsløs, fri og lyslevende.

Det vil være svært at nægte, at nostalgien sad i æreslogen i Falkoner Salen, men heldigvis spillede musikken også med.

Koncerten bekræftede, at pigtråd var en mangesidet størrelse og en blandet fornøjelse. Der var og er meget langt mellem f.eks. suppe-steg-og-is-bandet Rocking Ghosts og Lions. Og ikke alle bands forekom det lige nødvendigt at genoplive.

Set fra min stol virkede Scarlets m. Lecia & Lucienne udenfor. De var en novelty act dengang, og har ikke levedygtigt materiale nok. En sammenskrabet udgave af Lollipops bød godt nok på aftenens mest originale nummer, ‘Naked when you come’, men Torben Lundgreen slog mig, trods alle de ivrige attituder, som mere ekcentrisk end energisk. Og uden Tommy Seebach kom Ole Bredahl til at fylde for meget med noget, der mest af alt lignede blasert ironi. På hvis vegne blev aldrig klart, men vi kunne alle sammen klappe ‘Let’s Go’.

Til gengæld var det en overraskende fornøjelse at opleve The Cliffters, som er still going strong. Johnny Reimar holdt både kampform og kampvægt med det lune glimt i øjet, og guitaristen Steen Hansen var med sin overlydsguitar en af i øvrigt ikke helt få solistiske oplevelser den aften. En andet tegnede Johan Gerup sig for. Den tidligere Dieters Lieder-musiker spiller nu om dage saftig surfguitar for scenepersonligheden Geordie i Red Squares, hvis sæt bød både på soul (‘People Get Ready’) og mærkevarefalsetten, der måske var lidt tynd i toppen, men rutine kan være en god ting. Mange mænd den aften havde det ligesom Geordie…

En lille time inde i koncerten ramte musikken mig lige i mellemgulvet. Lions havde ikke spillet sammen i 47 år, men Peter Monrad, genopstandne, supercool Jan Due og Tony Summers gav deres tre numre stenhårdt og swingende, som havde de kun denne ene chance. De greb den, bl.a. backet af legendariske Jørgen Træfod. ‘Skinny Minnie’, ‘I Want You’ og ‘Hit House Shake’! Hvorfor holdt de op i sin tid? Mange snakkede i pausen om den lovligt undskyldte fraværende Peter Belli, men Tony Summers er med årene for mig kommet til at stå som en af de alt for glemte tidlige danske rocksangere. Han ejede den scene i aftes. Må det være tilladt at udstøde et wow!

Lige så overraskende var – for mig – The Baronets, endnu et af aftenens bands, der holder formen ved lige. Det kunne høres. Det samme kunne påvirkningen fra Spencer Davis Group – sammen med The Kinks nogle af dem, der måske betød allermest for datidens pigtrådsgrupper. Frank Lauridsen lyder jo som en ung Stevie Winwood den dag i dag.

På samme måde som indflydelsen fra Pretty Things og Stones blev tydelig i Lions, stod der Beatles tatoveret i bevidstheden hos Keld & The Donkeys samt The Hitmakers. Heicks hold kom selvfølgelig rundt om landsbyens gadekær og fred med det, men nok så givende var genopførelsen af bandets første single, ‘I’m Waiting For You’. Beatles-kenderen Søren Michael Koch (Michael Falch, Tim Christensen, Boat Man love) var her (og for andre af aftenens grupper) indkaldt som forstærkning. Om det var det, der fik Paul Malmqvist op på mærkerne, skal være usagt, men Malmqvist mindede om, at The Donkeys ikke kun var Keld Heick. Og den stadig velsyngende Krabbenhøft og hans gamle legekammerater gav hele to Beatles-numre med afslappet autoritet, men sluttede naturligvis med ‘Stop the music’.

Det sidste var der heldigvis først nogen, der gjorde, da en lidt behjertet fællesafsyngning af ‘Rock ‘n’ roll music’ satte punktum for en aften, hvor røvballegardinerne heldigvis ikke kom op at hænge, og hvor begejstringen fra publikum ikke kun skyldtes det, der skete på en scene, men i lige så høj grad var udtryk for at alle i den fuldsatte sal vidste, at pigtråden aldrig i sin tid var kommet til at rive så meget havde det ikke været for dem.

PS: Det skal også med, at Thomas Gjurup & andre havde sørget for et visuelt bagtæppe af billeder, der lyste imod os, som om det var her og nu og ikke 50 år siden. Og både Belli og de med rette legendariske Defenders blev hyldet via filmoptagelser. Oveni var der et fint gratis program. Joh, det var ikke en hvilken som helst koncert.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 Fotos: Paul Korsgaard ©

Koncertforløbet i midten skulle have været med i programmet, men røg ud af pladshensyn. Tak til Thomas Gjurup.