Nøhr ikke færdig med 40
Kommentarer slået fraDer var længe et mediebillede af Rasmus Nøhr som ham, det lidt for trinde krammedyr, der ikke overholdt de gængse atletiske idolmål, men kompenserede for det ved at skrive naive, elskelige sange om det at elske og ikke blive elsket nok tilbage.
I dag fylder sangeren og sangskriveren 40 år, og billedet har vist sig ikke at holde til den virkelighed, Nørrebrodrengen altid har befundet sig lige midt i.
Hans fjerde album, Fra kæreste til grin, handlede i 2010 om at blive forsmået og forladt, om troskab og mangel på samme, og viste, at nok råder Nøhr ikke over uanede melodiske ressourcer, men han kan synge sig ind til der, hvor det ikke kun gør ondt på ham selv.
Sådan forholdt det sig faktisk allerede fra de første plader i 2004 og 2006, men (lalle)glade landeplager som ’Det glade pizzabud’, ’Kysse under stjernerne’ og ’Sommer i Europa’ overdøvede de bevægende sange om bl.a. sangerens afdøde far. Og Nøhr tillod sig en sprogbrug, der er sjælden i pop, hvor det ikke er hver dag, natteravne flyver på hjemves vinger. Andre gange lød han (for en ældre lytter), som hvis Steen Kaaløs debutdigte Med hur og hår var blevet tonsat.
Rasmus Nøhr har aldrig vundet DM i rock. Det havde han folk til, bl.a. Dizzy Mizz Lizzy. Fra 1991 var han arrangør og ejer af konkurrencen. Firmaet gik konkurs efter fem år, og Nøhr tog til USA for at udleve og leve af sin lidenskab for backgammon og poker.
Det gik – naturligvis – ikke, og hjemvendt forsøger Nøhr sig som kokkeelev, men spillebordene over there drager igen. Et større pengetab får den unge mands øjne op, og da Nøhr omkring årtusindskiftet tjekker ind på en musikhøjskole, har han det, som om han er omsider er kommet hjem.
Opholdet der føder sangskriveren i ham, og da han returnerer efter en rundtur som gademusikant i Europa, bliver han opdaget af det gyldne producerøre, Nikolaj Foss. Hele den historie blev foreviget i dokumentarfilmen Mig og dig. Debutalbummet lagde sig midtvejs mellem Jonathan Richman, tidlig Sebastian (ikke så underligt sang han ‘Du er ikke alene’ på en hyldest-cd til Sebastian) og Søren Kragh-Jacobsen og anslog en ny, spinkel, men tiltrængt tone i dansk musik. En tone, der langt fra er klinget ud.
PR-foto fra PDH
For tiden er han på turne. Se hvor her.
About the author
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]