Ravi Shankar 1920-2012

Dengang denne blogger legede hippie var der nogle ting, som var ret vigtige at have på plads i kollegiehyblen: Røgelsespinde, en æseløret udgave af Kerouacs ’On the road’, og så to lp-plader, en med hvalsang og en med musik af Ravi Shankar. Det var ikke fordi, vi råspillede de to plader, men det så hipt og småintellektuelt ud.

Meddelelsen om sitarspilleren Ravi Shankars død kommer vel ikke uventet, Robindro Shaunkor Chowdhury blev 92, men den fik mig til at finde musikken frem. Røgelsespindene måtte jeg tænke mig til.

Pludselig efter så mange år kan jeg høre og forstå, hvorfor han nærede blandede følelser over for den fidelt overstrømmende opmærksomhed, han modtog fra det hvide rockpublikum efter at han var blevet mentor for og senere livslang ven med George Harrison, der heldigvis satte sig for at udforske det instrument, han første gang brugte, som en gimmick, på sangen ’Norwegian wood’. Shankar inspirerede også folk som The Byrds, John McLaughlin og Mike Bloomfield. (Jeg kan i øvrigt anbefale kollega Capac’s – i visse kredse – kætterske pointer)

Jeg aner i virkeligheden intet om indisk musik og dens kompleksitet med ragaer og tala’er, men kan ikke undgå at høre dens ophøjede foragt for tids- og modeuafhængighed. Det var der mange, der ikke nåede ind til, dengang Shankar lod sig introducere til en ny generation.

Navnkundig er hans optræden på Monterey-festivalen i 1968, og meget sigende er hans medvirken i 1971 ved de koncerter til fordel for det stormflodsramte Bangladesh, som han, der er af bengalsk afstamning, fik Harrison til at forestå: Shankar og hans musikere begynder at spille, eller det tror publikum. Efter et stykke tid stopper de, og det andægtige bifald bryder løs. Shankar, som var en høflig mand, takker og håber, som han siger, at vi vil kunne lide det lige så meget, når de begynder at spille rigtigt. Indtil nu havde de nemlig bare stemt instrumenterne …

I det hele taget forholdt Shankar sig senere skeptisk over for præmisserne for sin vestlige popularitet. Og kunne ikke helt acceptere alle aspekter af den fremstormende rockkultur. F.eks. forstod han ikke, at Jimi Hendrix kunne finde på at brænde sin guitar af og heller ikke at Pete Townshend smadrede sin. For Shankar var instrumentet nemlig helligt. Han følte sig også decideret ydmyget, når hippierne røg sig høje og kælede med hinanden, mens han spillede. Det var musikken alt for vigtig til. Det var den, der skulle gøre os høje. Ikke stofferne, som han sagde.

DET VAR IKKE helt det samme miljø, han mødte, da han som tiårig i 30’erne kom med i den turnerende danse- og musikertrup, hans bror Uday ledede. Men også de skulle præsentere det hvide publikum for noget eksotisk. Den unge Ravi dansede, og blev samtidig dygtigere og dygtigere på sitar. En ny musiker i truppen trak ham til side en dag og fortalte ham, at han skulle glemme sig selv for at kunne komme i nærkontakt med de mange lag i indisk musik.

Ravi Shankar lod jakkesættet blive i Vesten og tog hjem til Indien. Hvor han fordybede sig i den klassiske hindustanske musik. Han blev musikchef for All India Radio i 1949 og begyndte at eksperimentere med at blande vestlig og indisk musik, f.eks. til balletforestillinger. Siden tonsatte han bl.a. Satyajit Ray’s filmtrilogi, Apu, og var i det hele taget en nysgerrig mand – noget, der ikke altid har talt til hans fordel i den ortodokse del af det indiske musikmiljø.

Et møde med en anden virtuos, violinisten Yehudi Menuhin, resulterede i et par stilskabende album, West meets East vol. 1 & 2. Dem hørte John Coltrane, som, før George Harrison havde set en sitar, havde timer og samtaler med Shankar om forbindelsen mellem modal jazz og indisk musik.

De seneste mange år har den i Californien bosatte Ravi Shankar turneret som en feteret, men stadig beskeden ambassadør for indisk musik sideløbende med samarbejder med så stilforskellige musikere som Phillip Glass og kotospilleren Susumu Miyashita, og det er blevet til en del filmmusik.

Forholdet til George Harrison overlevede modestrømningerne, og eksbeatlen producerede så sent som 1997 cd’en Chants of India med Ravi Shankar.

Og ja, en af hans døtre hedder Norah Jones, men det er hans anden datter, Anoushka, der fører sitarspillet videre i familietraditionen.

Besøg Shankars hjemmeside her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK