Robert Johnsons protege er død
30. august 2011 //
Det tynder af naturlige grunde ud i rækkerne af de oprindelige Delta bluesmusikere. Mandag sov David ‘Honeyboy’ Edwards stille ind i sit hjem i Chicago, 96 år gammel. Dermed døde det sidste øjenvidne til Robert Johnsons kortvarige karriere.
Edwards var protege af blueslegenden og spillede med Robert Johnson umiddelbart før dennes mystiske og mytiske død i august 1938. Til folkemindeforskeren Pete Welding genfortalte Edwards 50 år senere, hvordan han og Johnson havde spillet til en dansant i Three Forks ved Greenwood. Det plejede at foregå på den måde, at de to blev fragtet ud på bøhlandet til det sted, som regel en lade eller et udhus eller en smugkro, hvor de skulle spille. Værten det pågældende sted, koncertarrangøren om du vil, havde en kone, som Robert Johnson ikke nøjedes med at kigge på, så den forsmåede ægtemand forgiftede musikerens whisky.
Johnson faldt om på scenen ved 2-tiden om natten og blev kørt hjem. Han døde 16. august.
David Honeyboy Edwards flyttede nordpå, til Chicago, året efter, men blev ironisk’ nok opdaget’ af Alan Lomax, da denne var på sporet af Robert Johnson. Honeyboy indspillede en lille snes numre for Lomax (og Library of Congress). Han ernærede sig siden som guitarist og sanger i den mere ydmyge ende af skalaen. Og har haft en række mindre blueshits, har udsendt en stor håndfuld, lidt for ens, men genuine albums ligesom han har modtaget diverse ærespriser.
Det manglede bare. Autenciteten har dog altid været mere slående end originaliteten i hans musik, som med en rural enkelhed fastholdt traditionen fra Charley Patton og hans mentor, Robert Johnson. I sine erindringer The World Don’t Owe Me Nothin’ fra 1977 tegner han et farverigt billede af det uglamourøse liv som bluestrubadur i mellemkrigsårene.
For de gamle som faldt, er der ikke længere nye overalt.
Pr-foto: Amanda Gresham fra kunstnerens hjemmeside.
Se New York Times’ nekrolog her.
