Det er vist ikke særligt hipt at kunne lide Rod Stewart. Han står for mange som rockroden, der iførte sig smoking, dekadence og unge modeller og tabte forbindelsen til musikkens sjæl. Den mening har jeg aldrig fuldtidsabonneret på. Bevares, han har lavet for mange plader, og hans ekskursioner udi den store amerikanske sangbog kunne godt have været mindre omfattende og mere undersøgende end registrerende, men han er stadig en fremragende sanger.
Seneste eksempel er “Soulbook”. Den kom før jul, og jeg kviede mig ved at betale fuld pris, men her i dag stod den til 75 kr i en rodebunke henne om hjørnet, så …
Rod Stewart blev til den sanger, han er, på grund af den soulmusik, som hærgede de engelske hitlister i midt-60′erne, mens The Beatles gjorde USA usikker. Og i liner-noterne til cd’en erklærer han, at “this is the album I have waited my whole life to record.” At det ikke er tomme ord afsløres fra første nummer, Four Tops-klassikeren ‘It’s The Same Old Song’, som Stewart netop giver som alt andet end den sædvanlige samme sang. Overraskende og effektfuldt synger han hele første vers som en ballade, der kunne være skrevet af Paul McCartney, hvorefter hele Motown-maskineriet sætter igang med vandrebas og tamburiner.
Og Temptations-træfferen “Just my imagination”, som også Mick Jagger har haft fat i, forvandler han til det rene Sinatra uden at forråde sangen. Andre numre, som Jimmy Ruffins “What Becomes of The Broken Hearted” ‘nøjes’ han med bare at synge, men gør det, så det bliver til at høre, at Stewarts liv ikke har været et langt cocktailparty.
Kan ikke anbefales nok. Radio Soft? Måske, men hverken stryge-med-hårene blidt eller udflydende.
PS: I øvrigt er dette mit indlæg nummer 100 på denne blog. Jeg takker for tålmodighed og udvist opmærksomhed undervejs.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Jeg har heller aldrig haft fuldtidsabonnement!
(PS. Du kan ved at ændre på “object width” i html få din video til at passe bedre ind i kolonnen.)
Tak for tippet.
Elvis Costello & The Attractions har brugt samme “wheel-of-fortune” koncept – The Spinning Songbook:
http://www.youtube.com/watch?v=oyxLcbYM5tA
Ohhhh nummer 100! Bloggen her er skam på ‘foretrukne’ her på computeren, sammen med et par andre.
Keep going