Roger McGuinn fylder 70

I 1963 introducerede Peter, Paul and Mary med lydefrie udlægninger af ‘Blowing In The Wind’ og ‘Don’t Think Twice It’s Allright’ den ukendte Dylan til et mainstreampublikum. Det var dog The Byrds’ hitlistetoppende elektrificering af ‘Mr. Tambourine Man’, som i 1965 gjorde ikke bare rockfolket, men i høj grad også Dylan selv opmærksom på potentialet i hans sange.

»Vi spillede vores versioner for ham, og mange af dem kunne han ikke genkende,« har Byrds-sangeren og stifteren, Roger McGuinn, senere fortalt. I morgen fylder han 70.

McGuinn, søn af journalistforældre, var flyttet til Los Angeles fra Chicago. Han var selv rundet af folkemusikken, kunne sin banjo til mere end husbehov og havde spillet med bl.a. Chad Mitchell Trioen og en kort tid med Bobby Darin. Da McGuinn hørte Dylan trakteret af Peter, Paul & Mary følte han, at folkemusikken var ved at blive »indpakket i cellofan«.

I 1964 var han i biffen med sit ensemble, The Jet Set. De så A Hard Day’s Night og gik bagover; også over pigernes reaktion, som satte tanker og drømme igang. Få dage senere ekviperede McGuinn sin gruppe med kortskaftede støvler og de samme instrumenter, The Beatles betjente i filmen. Den såkaldte jingle-jangle-lyd fra den store, i virkeligheden ret uhåndterlige, 12-strengede Rickenbacker-guitar, blev hans signatur.

Før de kaldte sig The Byrds, havde de indspillet ‘Mr. Tambourine Man’ i en version, der ikke indikerede, hvad der var i vente. Det kunne man derimod ikke undgå at høre, da en ny version af samme sang – hvor alle instrumenter undtagen McGuinns guitar var indspillet af sessionmusikerne i The Wrecking Crew – udsendtes som singleforløber til et debutalbum, der rummede hele fire Dylan-sange.

Musikken med dens sprøde vokalharmonier og karakteristiske komprimerede guitarlyd sat op mod en enkelt tamburin igangsatte en modbølge, der pudsigt nok også påvirkede The Beatles og ikke mindst den anden store Liverpool-gruppe, The Searchers. The Byrds’ første håndfuld plader blev fødselshjælpere for folkrock-genren. Og fortæller stadig bedre end mange ord, hvorfor vi dengang talte om rockens tre store b’er – Beatles, Beach Boys og Byrds.

Musikkens originalitet blev matchet af, at gruppen bestod af alt andet end konfliktsky enere. McGuinn var ikke så mild i mælet, når han ikke sang. Først forlod den introverte Gene Clark gruppen, og i ’the summer of love’, 1967, blev David Crosby smidt ud. Året før havde The Byrds indspillet sangen ‘Eight Miles High’, hvor de syreguitaristiske John Coltrane-fraseringer og inspirationen fra indisk musik overbeviste en ny gruppe ved navn Pink Floyd om, at de var på vej ad en farbar vej. Tidligere havde McGuinn lært George Harrison, hvad der var op og ned på en sitar. Og på en chillum.

McGuinn vendte i 1968, med hjælp fra vidunderbarnet Gram Parsons, tilbage til udgangspunktet på Sweetheart of the Rodeo; det album definerede endnu en ny genre, countryrocken, som selv Rolling Stones lod sig forny af. McGuinn havde da, efter en kortvarig flirt med en eksotisk trosretning, skiftet fornavn fra Jim til Roger.

Som sådan solodebuterede han i 1974 med Peace On To You, efter at The Byrds havarerede. I 1975 deltog han i Dylans forsinkede weekendkaravane, Rolling Thunder Revue, men selv om kritikerne kunne lide hans plader, forsøgte han sidst i 70’erne med de oprindelige Byrds-medlemmer, Gene Clark og Chris Hillman, at genvinde momentum. Det lykkedes ikke. Der var stadig mere had end kærlighed blandt de gamle hippier.

I 1991 kom The Byrds med i rockens Hall of Fame, men trods et respektabelt comeback med albummet Back to Rio var McGuinn på vej tilbage til sine rødder i den musikalske muldjord.

Via det spirende internet påbegyndte han i 1995 genindspilninger af amerikansk folkemusik. Hver måned lagde han en ny sang op på sit site. Han fik en Grammy for sin pionerindsats. Og The Folk Den Project kom som bokssæt i 2005 og han fortsætter indspilningerne, som står som et monument over den uramerikanske musik, der forekommer ham forrådt af den kommercialisme, som ironisk nok blev næret af den succes, der blev ham selv og The Byrds til del.

Roger McGuinn har betalt gælden tilbage, så det vil være urimeligt at mene, at han skylder nogen noget. Snarere tværtimod.

Dette er indlæg nr. 1000 siden Midt i en beattid satte stikket i i november 2009. Tak for den fortsatte og stigende interesse.

PR-foto: John Chiasson @ 2004

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK