Tak for sidst, Shit & Chanel

1 Comment

Det var dengang, bh’er blev betragtet som kvindeundertrykkende, dengang man fik dårlig samvittighed, når man drak sådan noget multinationalt sprøjt som Coca-Cola, dengang begge køn syede pyntebånd på kassebukserne, dengang en ufaglært arbejder var statsminister og rundkredspædagogik ikke var et skældsord, dengang vi ikke puttede Gasolin’ i tanken, men på pladetallerkenen, og dengang pigeorkestre var topløse, ikke kunne spille og lod sig beglo på havnefester i det, der endnu ikke hed Udkantsdanmark.

Dengang kom Shit & Chanel som kaldet. Som en tiltrængt gennemluftning af et musikmiljø, der levede i hippietiden, selv om blomsterne for længst var visnet.

Året var 1974. Og redaktøren af MM, tidens toneangivende musiktidsskrift, hørte sangerne og guitaristerne Anne Linnet og Lis Sørensen, trommeslageren Ulla Tvede Eriksen, pianisten Astrid Elbek og bassisten Lone Poulsen på sommerens jazzstævne på Vallekilde Højskole. Jens Jørn Gjedsted kunne lide det, han hørte: »Vi kommer givet til at høre mere fra Shit & Chanel og da melodierne faktisk er usædvanligt godt skrevet – flere er direkte ørehængere – kunne man godt ligefrem ønske dem ind på dansktoppen. Men det er de nu nok trods alt for gode til,« skrev han.

Anne spillede allerede i Tears med sin daværende mand, Holger Laumann, og hun var som nybagt mor debuteret som tyveårig året før med lp’en Sweet Thing. I den anledning fortalte hun den lokale presse, at hun øvede med en »damebeatgruppe«.

Gnags var lige flyttet i kollektiv i Haraldsgade, mens Bamses Venner stadig ledte efter Vimmersvej. Ellers var den musikalske GPS i Århus indstillet på jazz, funk og det, der lignede. Elklaveret var pludselig lige så vigtigt som elguitaren.

Det kunne man høre, når Shit & Chanel øvede hos Holger og Anne i Åbyhøj. Grundtonen blev holdt af Astrid. Hun kom fra et hjem med klaver og gik på Århus Friskole, hvor Mek Peks far, Leif Falk, var musiklærer. Der havde hun mødt Ulla. De to dannede et band, de kaldte Koen.

Anne Linnet havde, som hun i dag siger, nogen tid undret sig over, »at jeg var den eneste kvinde, der selv skrev musik og gav den gas på scenen. Det var jeg så heller ikke, viste det sig.«

Hendes mand, som også havde timer på friskolen, havde tippet hende om Ulla og Astrid, og da Koen gav koncert på spillestedet Trinbrædtet, tog hun ind og hørte dem. Bagtanken var, at her lå måske kimen til det kvindeband, Anne planlagde at danne. Efter koncerten og mødet med de to nærmede ideen sig virkelighed.

Kvin(d)tetten fuldendtes, da Annes bror kom sammen med Lone Poulsen. Hun viste sig at spille guitar til mere end lejrbålet, men havde ingen problemer med at skifte til elbas. Hun var trods alt stor Paul McCartney-fan. Og Laumann anbefalede Lis, der i De Fem havde indspillet børnesange, arrangeret af hendes musiklærer på Brabrand Skole – han hed også Holger.

DE NYE FEM forlagde hurtigt øvningen til Ullas forældres kolonihave i nærheden. Der kunne de, som Astrid har fortalt med et smil, udvikle sig i fred for den godt ti år ældre Laumann. Han havde svært ved ikke at give gode råd.

Debutkoncerten fandt sted på Trinbrædtet i Vestergade i 19. april 1974. Mange hanelefanter troppede op for at se, om girafferne kunne andet end se godt ud. Det kunne de. Og de kunne også med (selv)ironi udfordre fordommene om, at kvinder på en musikscene kun duede som go-go dansere. Allerede første nummer forvirrede folk. »Anne spillede med en ølflaske på guitaren,« husker Astrid, »og Ulla trommede i trefjerdedele, jeg spillede i femfjerdedele, og der skete alt muligt åndssvagt. Nummeret var noget med ’jeg har en gammel opvask, som jeg ikke gider vaske op…’.« Salen sad vantro, og der var helt stille bagefter, indtil de gik i gang med ’Dejlig dreng’. Den sad lige i skabet som en slet skjult opfordring til at få lynlåsene ned og lidenskaberne frem. Jo, de beviste den aften, at kvinder ikke behøver tage bluserne af for at få opmærksomhed på en musikscene.

Derefter begyndte de at gøre reklame for sig selv. I en pressemeddelelse hed det: »Gruppen spiller næsten udelukkende selvkomponeret musik med danske tekster. Teksterne handler om alle de ting, der sker i og omkring mennesker i hverdagen. Musikken henvender sig nok ikke til en bestemt aldersgruppe, men vil sikkert sige de fleste noget. Man kan ikke sige, at gruppen spiller en bestemt stilart. De spiller rytmisk musik med både beat-rock- og jazzpræg.« Den lokale avis, Demokraten, puttede flere sproglige guirlander på i september 1974: »Shit [det kaldte man hash dengang, min bemærkning] er noget, man bliver høj af. Noget som gør verden intens og pulserende. Chanel er en parfume og noget intimt. Og Shit & Chanel er alt det på én gang. Intim og intens og pulserende beat.« Avisen kunne også berette, at »nu knitrer det med kontrakter i luften…« for bandet, der erklærede, at »beatverdenen havde set helt anderledes ud, hvis det var piger, der havde haft bukserne på fra begyndelsen.«

Produceren Peter Abrahamsen var en af dem, der havde bukserne på i 70’ernes danskrock. Han var ikke bare manager for de bedste af tidens navne, han ejede også Abracadabra, det største lille pladeselskab dengang.
»Mit møde med Shit & Chanel voksede ud af mit venskab med Holger, som jeg havde arbejdet med i flere sammenhænge. Han introducerede mig, og deres musik lød, som da Odysseus mødte sirenerne. Lokkende og uimodståelig. Det var helt nyt dengang, fem piger som kunne spille – og skrive – musik. Det var som at møde fem amazoner og blive trængt op i et hjørne. Det hele blev serveret for mig. Og det har jeg aldrig fortrudt,« husker han i dag.

DEBUTPLADEN HED det samme som bandet og blev til i den rekordvarme sommer 1975. Den udkom næste forår. Modtagelsen varierede fra det moderat venlige til det begejstrede. Dengang kom der ikke en dansk plade hver dag endsige hver måned, men alene den kendsgerning, at musikerne var kvinder, gav omtale.

Pladen står i vadestedet mellem hippieromantik (»Kom i mine arme, nu har vi fundet hjem…«) og kønspolitik i en sang som ’Balløven’: »I dansede længe hun smilede glad/hun var lykkelig og lænte sig kælent mod dig/men hvordan skulle hun kunne vide at du ikke følte en skid og at du bare lod/som om du var forelsket…« Som noget helt nyt skar de ud i pap for de tungnemme mænd, at der skal to til god sex: »Længe før hun selv kom i gang, var du færdig og begyndte at trække i tøjet…« Det var det, Anne kaldte »et åbent og ligeud dansk«. Den sang kunne ikke være skrevet af en mand.

Det var vi nogen, der mente, at hendes ’Smuk og dejlig’, kunne. Det er en sang om kærlighedens fristelser og fortabelse (»vi kunne meget let blive forbrændt…«). Alle vi voksne, men følsomme fyre spejlede os forfængeligt i den sang, indtil vi fik at vide, at den var skrevet til en kvinde. Den oplysning gjorde den bare endnu mere pirrende… I 2006 kom den med på evergreenlisten i Kulturkanonen.

Anmelderne fremhævede også inspirationen fra både Carole King og tidens jazzrock, Astrid Elbeks keyboards, Lis Sørensens himmelstræbende stemme og den seje og solide rytmegruppe. Derimod brød Berlingske Tidendes anmelder sig ikke om indpakningen: »Helt grotesk er pladecoveret. Gruppens fem medlemmer vamper den i minishorts, nedknappede bluser og bløde krøller. Er det virkelig nødvendigt at sælge en pigeplade på den måde,« spurgte Hanne Dam.

DEN SENERE Cavlingprisvinder stod ikke alene. Feminismen var de år iført højrøde strømper. Shit & Chanel var klar over, at de nok ikke var begyndt at spille uden den vej, kvindebevægelsen havde banet, men de ville ikke tages til indtægt for kønsdiskrimination. Det så man i 1975 ved kvindefestivalen i Fælledparken. Efter hovedtale af det venstreradikale ikon, amerikaneren Angela Davis, var der koncert. Med Shit & Chanel. Som det mest naturlige i verden inviterede de nogle (mandlige) kollegaer op til en jam. Det var for stærkt for rødstrømperne, der hujende forlod åstedet.

Shit & Chanel frabad sig rollen som propagandister, men glædede sig over, at kvinder genkendte sig selv i sangene. Og at de gav andre kvinder mod på musikerlivet. Til gengæld havde de det svært med, at humor stod i så lav kurs på venstrefløjen. På det andet album, Shit & Chanel No. 5, fra efteråret 1977, lod de sig afbilde under tørrehjelme, og de indrykkede kontaktannoncen: »Shit & Chanel er klar igen efter fødsler og eksaminer. Klar kusserock, fissefunk og pattepunk.« Ikke alle fandt ordlyden lige morsom.

Til gengæld var pladen fuld af både sjov og alvor. Og skælmsk sex. Ikke mindst på sangen ’Hva’ har do mæ’: »hva’ er din taske fuld af, solskin, slikpind, gi’ mig det hele…« Året efter lagde bandet, takket være flittig turneren, alen til den tekniske kunnen og det personlige udtryk på Tak for sidst. Pladen intonerede en voksen vemodighed på svimlende, smukke ballader som ’Livets efterår’, men også smittende livskraft på ’Du Er Min Datter’, Annes hjerteknuser af en vuggevise.

DER VAR fra efterhånden mange sider bud efter de enkelte medlemmer af Shit & Chanel. Dèt så de selv som en styrke. »Mange grupper opfatter sig selv som statiske. Dér ligger kimen til opløsning,« sagde Astrid til Politiken. »Vi stritter ikke imod udviklingen, tør leve med den og dermed bliver mulighederne jo endeløse.« Ordene faldt op mod jul 1979 omkring den fjerde lp, Dagen har så mange farver.

Sangene var, ligesom de kanoner, de sang om, ladet med kærlighed. Og ærlighed. »Vi giver mere end vi har givet før,« sang de. Anmeldere og publikum var enige. Den dag i dag står pladen som så gennemarbejdet, at det ikke var til at forudse, at den blev deres svanesang. Pladen blev ikke fulgt op af en turne. Dertil havde bandets nøglefigurer for travlt. Det gik som det måtte gå, når ikke alle delte det samme engagement. Lige efter nytår 1982 ophørte samarbejdet, og gruppen spillede sidste gang sammen ved åbningen af Musikhuset i Århus 27. august samme år. Bruddet skete uden drama, men ikke uden nedtrykthed og en vis ærgrelse.

Det var nemlig blevet skidt at være Shit & Chanel; faktisk var det blevet forbudt. Juridisk tovtrækkeri i kulisserne var året før endt i det, Ekstra Bladet kaldte »åben krig mellem fransk parfume og dansk rock.«

Parfumefirmaet Chanel var efter det andet album blevet opmærksom på bandet. Og hævdede, at der forelå en varemærkekrænkelse. Det skulle Sø- og Handelsretten vise sig at være utvetydigt enig i. Den 13. august 1981 bestemte retten, at »de sagsøgtes brug som en væsentlig bestanddel af deres benævnelse ’Shit & Chanel’ af sagsøgerens navn og mærke ’Chanel’, hvis eksistens de var kendt med, findes at stride mod god markedsføringsskik … og mod bestemmelsen … om erhvervsdrivendes benyttelse af forretningskendetegn, der ikke tilkommer dem … «

Derimod krævede Chanel ikke en »tilbagekaldelse af grammofonplader, der på indeværende tidspunkt er i handelen med anvendelsen af den omhandlede betegnelse«. Til gengæld fik pigerne fra Smilets by det sidste ord, da de derpå omdøbte den i realiteten opløste gruppe til Shit & Chalou.

Det navn kom dog kun til at fremgå af omslagene på genoptryk og opsamlingsplader samt det bokssæt, der udsendes i morgen efter foromtaler og foranmeldelser, der tyder på, at dansk rock nu om dage godt kunne trænge til Shit & Chanels dolkestød i rouladen.

Boksen indeholder det meste og det bedste fra et band, der gennem fem år og fire albums forblev tro mod den holdning, Lone Poulsen formulerede i et af de allerførste interviews: »Vi har ingen forbilleder, for vi har ikke dannet Shit & Chanel bare for at spille noget, vi allerede kender. Vi laver det hele selv og musikken er helt vores egen.«

Shit & Chalou: 1974-1982 – 5cd-sæt. Producere: Shit & Chalou, Freddy Hansson og Peter Abrahamsen. Remaster: Jan Eliasson/Audio Plant. Sony Music. Udkommer i morgen.

Ovenstående tekst kan også læses i bokssættets booklet.

Se udklip og billeder fra bandets historie her.

Foto fra bokssættet af Mogens Laier. Bemærk, at Lis Sørensen, yderst t.v., spiller bas, mens bassisten Lone Poulsen ved siden af spiller sit opr. instrument, guitaren.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    Lone Poulsen/Shit & Chanel8. juli 2012 - 10:59

    Hej Torben,

    Dejligt at læse.

    Kan fortælle, at det nummer på billedet hvor Lis spiller bas – og jeg guitar er “Du er min datter”.
    Det søde ved den historie er, at en musikanmelder roste mig “for mit potente basspil” på lige netop dette nummer på pladen.

    Den ros gik den gang retteligen fluks videre til fru Sørensen herfra.
    God sommer.

    Mvh. Lone (Shit & Chalou)

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top