Slowhand i superdeluxe regi

Første halvdel af 70′erne var ikke et lystspil for Eric Clapton. Det kan godt være, at han fra sin bedste ven havde scoret prinsessen, men han kunne ikke holde ud at være i resten af kongeriget. Først prøvede han at holde verden ud – og ude – ved at dope sig tung med heroin; siden, da han så succesfuldt var blevet afvænnet, begyndte han at drikke tæt, så tæt faktisk, at han blev nødt til at indforskrive en ekstra guitarist, George Terry. Denne spillede, især live, lige så mange soli som manden, nogen engang havde kaldt Gud.

Claptons misbrugsproblemer havde musikalsk sine gode sider. Han nedtonede det mere muskuløse i sit guitarspil, og blev mere og mere interesseret, måske af nød, i sin egen udvikling som sanger. Samtidig lyttede han mere til J.J. Cale end til Duane Allman, og på 1974-albummet, 461 Ocean Boulevard, havde han i Bob Marley’s musik fundet en ny musikalsk forelskelse.

Da Slowhand udkom tre år senere, var forventningerne til Eric Clapton skåret ned til menneskelig størrelse. Det havde han selv sørget for. Måske er det derfor pladen stadig virker så rørende og så ydmyg.

Nu får albummet den efterhånden obligate superdeluxebehandling. Overførslen til cd-mediet har aldrig været helt tilfredsstillende for denne musik. Indtil nu, hvor den fremstår sprød og nær. Boksen tæller diverse andre formateringer, bl.a. i form af en lp, og bookletten sætter tingene og myterne på plads ligesom det er ret nostalgisk og corny at se de minutiøst reproducerede kopier af datidens koncertprogrammer. Et fornemt produkt, hvor kernen dog trods alt er musikken.

Selve albummet rangerer nu om dage højt på Clapton-hitlisten – dengang tog man det mere som en lidt skuffende selvfølge – og sange som Cale’s ‘Cocaine’, den yndefulde ‘Wonderful Tonight’, ‘Lay Down Sally’ (af Clapton, Terry og den ene af bandets sangere, Marcy Levy) samt ‘The Core’ med gnistrende, magtfuldt guitarspil og den instrumentale ‘Peaches and Diesel’ viser en mand, der har accepteret, at fremtiden nu også gælder ham, og at han ikke har noget imod det. Der er en ny sødme og sårbarhed i både hans stemme og hans spil.

Den store bonusgave ved sættet er dog et dobbeltalbum, optaget live i Hammersmith Odeon. Hidtil har disse optagelser fra april 1977 kun floreret på bootlegmarkedet (som jo nu også inkluderer streaming). Dette er den ægte vare.

Sammen med Terry, Levy og Yvonne Elliman, bassisten og kapelmesteren Carl Radle, trommeslageren Jamie Oldaker og keyboardspilleren Dick Sims råder Clapton over et band, der måske ikke er så offensivt som Derek & The Dominos, men står godt til Claptons temperament.

Åbningen med Cream-nummeret ‘Badge’ er gratiøs og storslået, og da de lange, pinefuldt smukke toner fra ‘Stormy Monday’ modstræbende dør ud halvanden time senere efterlader det indtrykket af en mand, der dementerer Blind Faith-sangen ‘Can’t Find My Way Home’. Clapton lyder som en, der måske ikke har fundet ro, men nu kender vejen hjem.

Det er livsbekræftende og tidløst.

Eric Clapton: Slowhand. Compilation-producer: Bill Levenson. Polydor/Universal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK