Solen skinner igen på Beach Boys

5 Comments

Det var ikke uden glæde og lettelse, at jeg halvvejs inde i denne cd tog mig i at tænke, at den da forhåbentlig ikke snart slutter. Beach Boys-comebacks har nemlig gennem årene haft det med at skuffe og irritere. Sådan er det ikke med bandets første Brian Wilson-styrede studiealbum siden en alt andet end mindeværdig 1985-cd. That’s why God made the radio er beriget af vokalharmonier, der beviser, at Gud ikke kun skabte radioen, men også flerstemmig sang og cruise control nu han var i gang. Og satte The Beach Boys i verden for at holde begge dele i live.

Titelsangen er sådan en, Brian Wilson bare lige hælder ud af det stormønstrede ærmegab, men Beach Boys synger den med en nyfunden glæde og overskud. De har ikke brug for auto-tuning. Det er brusende og berusende. Vi kommer alle fra Syd-Californien, når den sang powerplayer på P4. Og selv om jeg, lige som Brian, ikke er en vandhund, ønsker jeg mig et surfbræt. Og udsigt til de evigt unge bikiniklædte blondiner, der altid kører i et slideshow gennem sangene.

Sangerne i The Beach Boys (Bruce Johnston, Al Jardine, Mike Love og Brian) har ikke sunget så godt, siden de i 70′erne samarbejdede med Chicago, ja, en række af numrene kunne faktisk i en blindfold-test godt gå for at være Chicago. Mens jeg synger med på ‘Spring vacation’ og Mike Love’s ‘Daybreak Over The Ocean’ kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget kreativitet de har ladet gå til i intern ævl og kævl, fyringer (af hinanden), sagsanlæg (mod hinanden) og familiær smålighed, når nu de kan skabe generøs musik – sammen:

Brian Wilson er forsanger på rundt regnet halvdelen af sangene, og virker i det hele smittende veloplagt. Eller på en meget effektiv medicin. Klar til nye kapitler efter de nærmest terapeutiske år, hvor han efterrationaliserede Smile, hans vildt overvurderede, ufuldendte popsymfoni.

Kun en sang virker overflødig: ‘The Private Life Of Bill And Sue’, en slags remake af ‘Kokomo’.

Til gengæld handler det hele ikke om dengang det var før. En afsluttende, gennemmelodisk minisuite med sangene ‘From There And Back Again’, ‘Pacific Coast Highway’ (med et meget Carole King’sk klaver) og den flerfasede ‘Summer’s Gone’ (skrevet med Bon Jovi) emmer af følelsen af ikke at høre til i den moderne verden – ‘I just wasn’t made for these times’, som Brian engang sang. Det er sange om alder og om ikke at kunne skrue tiden tilbage uanset hvor meget man prøver på det. Suiten fader til lyden af bølger, der tager land. Surf er ikke længere up.

Her toner noget, der ligner et gyldent, afklaret efterår ind over den endeløse, ubekymrede sommer, Beach Boys på godt og mindre godt altid har besunget.

Vi giver ikke stjerner her på bloggen, men jeg kan sige så meget, at da jeg startede denne anmeldelse var det gråmeleret udenfor. Nu skrupskinner solen.

The Beach Boys: That’s why God made the radio. Producer: Brian Wilson m. Mike Love. Capitol.

Pressefoto (det er bandets oprindelige, nu genindtrådte guitarist David Marks yderst t.h)

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

5 Comments

  1. comment-avatar
    Lasse Olsen8. juni 2012 - 14:19

    Med hensyn til kommentaren om at Beach Boys ikke behøver auto-tune, så er denne plade altså så sovset ind i auto-tune, at man næste skulle tro det var Kraftwerk. Vokalarrangementerne sidder dog lige i skabet. De afsluttende tre-fire ballader er klart højdepunktet på et ellers lidt kedeligt album, som alligevel må siges at være det bedste nye Beach Boys-materiale siden Love You.

  2. comment-avatar
    arne schiøtt9. juni 2012 - 22:47

    Lige nu øsregner det udenfor, men jeg er ligeglad for jeg har lige lyttet til den nye BB 4 gange i træk, kun for at opdage at den bliver bedre for hver aflytning! Og så var jeg endda lige ved at gå glip af denne opdagelse.
    Sagen er den at jeg fik CD´en i mandags som bonus i en større handel. Meningen var at forære den væk, ikke mindst fordi flere anmeldere har været lunkne. Jeg har dog taget den frem flere gange i ugens løb og var fristet til at bryde folien, men holdt stand…..Lige til jeg læste TB´s ovenstående anmeldelse. Det er en af de sjældne anmeldelser, hvor man faktisk kan “høre” musikken, mens man læser den! Så nu er jeg den lykkelige ejer af en gudesmuk musikalsk oplevelse. Tak til Torben for at vente med at anmelde pladen til den var gennemlyttet, det kunne mange anmeldere lære noget af!

  3. comment-avatar

    [...] med resten af de overlevende Beach Boys fornylig udgav cd’en That’s why God made the radio med vokalharmonier af den slags, man skal være ret blasert for ikke at blive rørt af. Gruppen følger pladen op med en turne (selv om Brian så sent som i september sidste år afviste [...]

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top