Soluna Samay er til mere end 21 point

Den egentlige taber af det europæiske Melodi Grand Prix var ikke stakkels Soluna Samay, som ikke anede, hvad der ramte hende, da hun meget længe lå til at få nul point. Det var derimod DR og kommentator Ole Tøpholm: DR, fordi man ikke havde muskler og moral nok til at sige fra over for selve ideen om at afvikle konkurrencen i diktaturet Aserbajdsjan. Og Tøpholm for at agere villig lakaj for EBU’s skyklappende pointering af, at MGP er musik og ikke politik.

Topmålet af Tøpholms tjenstivrighed kom, da han under en lille film om tilblivelsen af det pompøse spillested i Baku ikke kom ind på, at den såkaldte krystalhal kun var blevet mulig efter en lokal krystalnat, hvor grædende indbyggere var blevet tvunget til at forlade deres nedrivningsdømte boliger. Dernæst blev han så defensivt-skarp i mælet, at man næsten skulle tro, han følte sig ramt, da han, uopfordret, på det bestemteste afviste, at det havde noget med politik at gøre, når den lokale eneherskers svigersøn leverede pausemusikken. Slet, slet ikke. Dét indslag var skam godkendt af EBU, så der var ikke noget at komme efter. Og havde det haft med politik at gøre, ville EBU have stoppet det, sagde han. Måske som en slags beroligelse.

Nu ved jeg ikke, hvad Tøpholm opfatter som politik, men det behøver altså ikke kun være sange med omkvæd om, at diktatoren er dum. Politik er også udtryk. Og i høj grad det der ikke bliver sagt. Og den læder- og latex-indsvøbte attitudebevidste musik, svigersønnen diskede op med, havde et distinkt fascistoidt ekko.

I det hele taget var det ikke Ole Tøpholms aften i går. Under semifinalen havde han udråbt det danske bidrag til “årets største sang”. Intet mindre. Som finaleafstemningen skred frem, viste han sig at stå ret alene i tv-Europa med den vurdering. Og da Tøpholm er en type kommentator, der trives bedst i medvind, måtte han kaste sin kærlighed på Sverige. Det lød ikke helt så helhjertet.

Ole Tøpholm er nemlig så patriotisk, at selv en Mærsk-ansat må rødme, og hans uskrømtede nationalbegejstring forvandler forne kommentatorer som Jørgen de Mylius og Keld Heick til saglige, neutrale tørvetrillere.

Sandheden var den enkle, men ubarmhjertige, at Soluna Samay var gået forkert med den rigtige melodi. ‘Should’ve Known Better’ af Remee, Chief 1 og Isam B. er en lille køn, fordringsløs melodi, som ville have løftet taget af Musikcafeen i gamle dage. I Eurovision-regi blev den væk. Og sangeren selv kom aldrig ud over rampen.

Den aften var der ikke bud efter Taylor Swift-nedtoning, men efter laserbelyst drama, nedringethed og lårkorthed i den store skala. Det er jo sådan Melodi Grand Prix er, her hvor østeuropæernes indtogsmarch for længst er blevet en sejrsmarch, som kun kan modstås, hvis man som svenskerne har kynisme og beregning nok til at skære musik efter bredeste fællesnævner. Ved de ikke det i DR, bør de holde sig væk eller som mindstemål undlade at piske en forløjet stemning op.

Den historie, der var med til at sælge Soluna Samay, er jo god – guatamalansk født gadesanger og alt det der. Den var bare ikke helt rigtig. F.eks. fik DR alle medier til at købe den del af historien, som handlede om, at hun var et ubeskrevet blad, der blev opdaget af Remee og Chief 1 på Facebook. Igen: Det er ikke hele sandheden.

Faktisk fik hun i efteråret på det lille bornholmske pladeselskab, Baltic Records, udsendt sin debut-cd. Den er produceret af Jesper Mejlvang, sideman for One Two, Danser Med Drenge, Thomas Helmig etc., og Michael Friis, bassist og kapelmester for bl.a. Sebastian.

Det var længe, før der var tænkt på MGP. Siden lod Soluna Samay sig overtale til at gå efter det guld, som efter i aftes pludselig ikke ser helt så glitrende ud.

Debutalbummet er en ganske charmerende affære, som netop er blevet reddet fra glemsel ved at blive genudsendt. Samay har selv skrevet alle sangene. Der er måske lidt for mange af dem, men hun synger afslappet og renhjertet smukt. Hun er simpelhen det, Melodi Grand Prix ikke er – forelsket i musik. Og bag hende sørger et fint band med bl.a. producerne, guitaristerne Ole Kibsgaard og Troels Skovgaard samt trommeslageren Lars Juul for at skubbe til hende, når hun egentlig helst vil flade lidt ud.

Yndere af Dixie Chicks, Fleetwood Mac, Shawn Colvin og Karla Bonoff går ikke forgæves her. Og den uundgåelige sammenligning med Tina Dickow falder ikke altid ud til Dickows fordel.

Forhåbentlig medvirker det eklatante MGP-nederlag til at, at Remee og Chief 1 på en kommende cd ikke styler Soluna Samay til international ugenkendelighed, men lader hende videreudvikle sig ad de spor, der er udstukket på denne debut-cd.

Under alle omstændigheder kan Jesper Mejlvang og Michael Friis glæde sig over, at de var de første, der vidste bedre.

Soluna Samay: Soluna Samay. Producere: Jesper Mejlvang og Michael Friis. Baltic Records/ArtPeople. 

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK