Sort Sol og Kliché så dagens lys, men folket forlangte folkelig underholdning – også i 1977. Det var Bunden, Hardinger og de andre helt med på. Med Shu-bi-dua 4 holdt rock’ens svar på Holger Fællessanger liv i både humøret og en ellers noget blodfattig Giro 413, ikke mindst med den allerede i studiet garanterede sommerklassiker »Sommergryder,« som satte en tone, som både var typisk for tiden og gav den musikalsk mæle:
»Så’ det om at pudse lakken og plukke ribs og brune sine lår/knække anemoner med nakken/ ud og promenere det høje sommerhår«.
I løbet af blot fire år var Shu-bi-dua blevet folkeeje, af den slags, hvor det ikke gør noget at man også tjener penge på sin popularitet. Og har man det sjovt samtidig er det en charme mere.
»Se, der er et pindsvin der ligger og sover (nej det er kørt over)/Nede ved vandet, der bader de/oppe ved stranden der vader de rundt/ i gryder«
Stakkels pindsvin. I de forløbne år er det blevet enten vækket eller kørt over et urimeligt antal gange – og vi griner stadig. Når det stikker os.
Udover at have de melodiske kendetegn, der skaber et sommerhit, forbliver »Sommergryder« lige så sejlivet som ukrudt, fordi sprogfornyelsen blomstrer i det truende hedeslag, som Shu-bi-dua naturligvis vinder.
Her rimes »kilometer lange køer (der) står og tygger drøv, uden blusel på »tusinder af brændte chauffører.« Rent stand-up pop.
Indledningens nakkeknækkede anemoner har fået tusindvis af tilhængere, som ikke tidligere vidste, hvad det egentlig var de lavede derude i skovbunden, og vinden er siden den sang aldrig holdt op med at drøne rundt og puste.
Læg dertil, at »Sommergryder« serveres i er et suverænt arrangement, en frisk saltvandstilsprøjtet melodi og en forfriskende dukkert i det humoristiske univers som Shu-bi-dua allerede på dette tidspunkt rejste fuldbefarne rundt i.
Imens undrer vi os stadig over hvad det egentlig var med det der strygeorkester.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
