Soul’ens Billie Holiday død

Etta James levede som hun sang. Hjerte rimede på smerte i et liv, der lyder som en god historie. Men for hende, der nu er død, 73 år gammel, af lang tids lidelsesfuld leukæmi, var tilværelsen ikke digt, men hård virkelighed.

Hun var længe om at slå igennem der, hvor pengene virkelig er – i den hvide mainstream-kultur, og da hun omsider gjorde det efter at være blevet indlemmet i rockens Hall of Fame i 1994 var det uden at give køb på den blues- og soulmættede autencitet, som havde gjort hende til forbillede for så forskellige kunstnere som Mick Jagger, Aretha Franklin, Rod Stewart, Bonnie Raitt samt ikke mindst Janis Joplin. Sange som ’At Last’, ’Tell Mama’ og ’I’d Rather Go Blind’ er blevet soulklassikere.

Født Jamesetta Hawkins som datter af en 14-årig løs-på-tråden-mor voksede hun op hos skiftende plejeforældre i Los Angeles. Som teenager vakte hun opsigt med sin stemme i den lokale baptistkirke, og dannede doowop gruppen The Peaches, der hittede i 1955 med sangen ’The Wallflower – Dance with me, Henry’ – men kun på de såkaldte rhythm & blues-lister.

I 1960 kom hun i stald hos pladeselskabet Chess, sang kor på Chuck Berrys ’Back In The USA’ og fik stor succes med ’All I Could Do Is Cry’ – igen kun på det sorte marked, som til gengæld var hastigt voksende i de år, hvor også den befolkningsgruppe mærkede velfærdsopsvinget.

Som så mange andre selskaber dengang ville Chess helst servere deres sorte kunstnere så spiselige for et hvidt publikum som muligt. Det betød, at sangene blev anrettet med masser af strygere. Det lod Etta James sig ikke mærke med. Hun sang durk gennem violinerne med en kontraalt-stemme, der forenede rå mandighed med feminin sårbarhed. ’At Last’ blev i 1961 hendes gennembrud til et mere blandet publikum.

Medaljen fik hurtigt en bagside: Etta James blev afhængig af heroin og smertestillende piller – til tider livstruende. Hun kæmpede med narkomanien de næste 30 år. Følgevirkningerne var butikstyveri, udskrivning af gummicheck og almindelig småsvindel.

Alligevel blev hun ved at få udsendt plader og turnere (bl.a. som opvarmning for Rolling Stones i 1978). Anmelderroser ankom også i bundter hvad enten hun sang Billie Holiday, gospel eller kontemporær soul, men den sidste kommercielle prik over i’et var hendes liv for ustadigt til, at hun kunne sætte.

De seneste ti-femten år af sit liv fik hun mere styr på sin tilværelse og dermed sin karriere. Pladerne blev mere fokuserede, hun modtog diverse Grammy-trofæer, bl.a. æresprisen, og ved at lægge stemme til ’I Just Wanna Make Love You’ i en tv-reklame for Coca-Cola nåede hun i 1996 omsider et massepublikum.

I 2008 så Etta James sig selv portrætteret, af Beyoncé Knowles, i filmen ’Cadillac Records’, om pladeselskabet Chess. Hun var ikke smigret. Og udtrykte siden surhed over, at det var Beyoncé og ikke hende, der sang ’At Last’ ved Barack Obamas indsættelsesfest.

Etta James trak siden i land og sagde, at hun ikke havde ment det sådan. Senere undskyldte hendes søn affæren og forklarede, at den skyldtes, at hans mor havde fået konstateret Alzheimers.

Hendes stemme og de bedste af hendes indspilninger er i hvert fald ikke til at glemme.