You are here: Home / Musik / Stående bifald til Banks
Stående bifald til Banks
13. november 2012 // Kommentarer slået fra
Det første stående bifald (af mange) ved gårsdagens udsolgte Sebastian-koncert i DR Koncerthuset tilfaldt ikke ham selv, men den akustiske guitarist i det band, hvor Sebastian for tiden på inciterende vis genopdager og genopfinder sit repertoire. Paul Banks fik klapsalverne, fordi han i går fyldte 60. Han er en ydmyg, men absolut ikke selvudslettende mand; han spiller som han klæder sig, afslappet, men med stil.
Guitaristen færdes normalt ikke på så bonede gulve som dem i Koncerthuset, men han tog afbrydelsen pænt. Og koncentrerede sig derefter igen om musikken i lydhørt samspil med guitaristen Perry Stenbäck. De to giver ekvilibrisme et menneskeligt ansigt.
Banks fejrer Sebastians jubilæums-turne med lidt solidere forankring end så mange andre på scenen. Han medvirkede nemlig på sangerens førstefødte danske sang, ‘Lossepladsen bløder’ og var uundværlig på gennembrudsalbummet Den store flugt, og samarbejdet fortsatte på plader som Over havet under himlen, Blød lykke og Gøgleren, Anton og de andre.
Der gik i musikerkredse frasagn om Banks og hans ubesværede blues-skolede guitarspil og hans omgængelige, men ikke udflydende facon. Han blev en, man godt ville spille med, fordi man kom til at spille bedre af det.
Denne generøsitet i omgangen med andre musikere lærte Banks som helt ung at kende og elske i stedfaderen Jo Banks’ spillested, Purple Door, hvor han som teenager lyttede og lærte. Med åbne ører og flittige hænder. Bluesen er i hans blod, men han er først og sidst en fordomsfri spillemand.
Undervejs er det blevet til pladearbejde med bl.m.a. Kim Larsen, Trille, Bill Hazen, Michael Friis, Jan Toftlund, den semilegendariske mundharpespiller Jørgen Lang (som han stadig træder op med), Otto Brandenburg og Alberte. Og i klubmiljøet har han gennem årene som solist eller med bl.a. (det igen-genopstandne) MusikOrkestret, Aske Jacoby og senest Jakob Dinesen været garant for en aften med sublim fingerteknik og smidig stemmeføring, for Banks er absolut også sanger.
En pæn håndfuld soloalbums er det blevet til. Det startede med Time Bomb. 2002-udgivelsen White Noise And Diamond Nights sikrede ham en folkemusikalsk DMA-trofæ som bedste sangskriver. og den seneste, Grace, kom i 2008. Alle med hans guitarspil som det vandmærke, der garanterer integritet og en medfødt fornemmelse for swing, man ikke kan lære på hverken højskole eller konservatorium.
Hvis du ikke tror mig, kan du tjekke påstandene her.Og på søndag giver Sebastian og hans band ekstra ekstrakoncert i Koncerthuset.
Og så ville jeg nok, hvis jeg var Paul Banks, overveje at hente mellemnavnet David frem fra skuffen. Ikke for at undgå forvekslinger med Interpol-sangeren, Paul Banks, men for ikke at forvirre Spotify-kunderne…
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
