You are here: Home / Musik / Nekrolog / Stemmen bag Earth Angel forstummer
Stemmen bag Earth Angel forstummer
15. november 2012 // Kommentarer slået fra
Stemmen bag en af de sange, som for mange amerikanere og filminstruktører levendegør 50′ernes uskyld og længsel, er død. Cleve Duncan blev enten 77 eller 78, men hans blødende og sukkende tenor på ‘Earth Angel (Will you be mine)’ vil leve længere. Ti millioner eksemplarer er der cirka solgt af sangen med ham og hans doo wop-kvartet, The Penguins, som har sin faste urørlige plads på natradiospillelisterne.
‘Earth Angel’ er skruet sammen af Penguins-medlemmet, barytonen Curtis Williams (og sangeren Jesse Belvin og Gaynel Hodge) med god hjælp fra Hollywood Flames’ version af sangen ‘I Went To The Wedding’, og den blev gruppens eneste hit. Og har du hørt den før, kan det være fra filmen, Tilbage til fremtiden. Som dog ikke brugte originalversionen, men en opdatering ved Marvin Berry and The Starlighters.
Tidligt i 1955 erobrede sangen førstepladsen på de amerikanske rhythm & blues-lister. Mere opsigtsvækkende var den ottendeplads, sangen opnåede på den ‘hvide’ Billboard popliste. Det var ikke hverdagskost at se sorte musikere placeret der og slet ikke så højt oppe. Typisk for tiden blev ‘Earth Angel’ øjeblikkeligt kopieret af en hvid vokalgruppe, The Crew-Cuts. Den blev nr. 3, men deres version svarer meget godt til deres navn, og var glemt inden foråret var ovre.
Og så blev Penguins-skæringen faktisk aldrig færdigproduceret…
Los Angeles-gruppen The Penguins havde indspillet ‘Hey Senorita’ og manglede en b-side. Tilbage til den garage, deres pladeselskab, Dootone, brugte som studie. Man var nødt til at fore trommerne med puder for ellers ville de overdøve vokalerne, men i kassen kom sangen. Som en demo, troede Dootone-bossen, Dootsie Williams. Han tog den hen til en lokal pladeforretning, Dolphins of Hollywood, for at høre ejeren om hans mening.
Efter bare at have hørt den smægtende indledning langede John Dolphin den straks videre til den DJ, han som en gimmick havde siddende bag en desk i vinduet. Pladevenderen, Dick ‘Huggy Boy’ Hugg, var vild med Cleve Duncans stemme. Og spillede prøvepresset nonstop de næste dage, og kunderne spurgte, hvor de kunne få den sang.
Dootsie Williams besluttede derfor at smede, mens jernet var varm, og det blev gloende, da singlen kom på gaden. Uden de planlagte instrumentale overdubs. Det var der ikke tid til. Det lagde ingen mærke til, da først Cleve Duncan skruede op for følelsesregistret:
Duncan levede de næste fyrre år af at synge ‘Earth Angel’ med skiftende udgaver af The Penguins.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
