Stewart Copeland stadig på stikkerne

Kommentarer slået fra

Enhver, der overværede en koncert med The Police i 1982-84, ville have skrevet under på, at dette var klodens bedste rockband. Det skyldtes naturligvis bandets bassist og sanger, Sting og hans køligt-sexede udstråling, men bag ham forhindrede trommeslageren Stewart Copeland med sin rastløse punkede, reggaerytmiske energi og synkoperingskunst, at der gik for meget popidol i den.

Bandet forbedrede i 2007-08 pensionsopsparingerne med den obligate, verdensomspændende genforeningstur, men ellers kan man ikke beskylde Copeland for at lukrere på fortiden. I dag fylder han 60.

Allerede da The Police sang på sidste vers, blev han i 1983 Golden Globe-nomineret for sin musik til Francis Ford Coppola-filmen, Rumblefish. Siden har han lavet musik til film som Wall Street, Highlander II, Næsten voksen, Ziad Doueris West Beirut, en lang række tv-serier, videospil og sågar et par operaer, sat op af Cleveland Opera.

Selv om han var med i et for mange arketypisk britisk band, er Stewart Copeland amerikaner. Faderen var højtstående CIA-agent, moderen skotsk arkæolog og Stewart voksede op i Libanon, hvilket janitsharkendere mener at kunne spore i hans spil, hvor bækkener og lilletromme har hovedrollen. I 1974 slog Copeland sig ned i England, blev roadmanager for gruppen Curved Air og gift med gruppens sangerinde.

I 1977 dannede han og Sting The Police, året efter albumdebuterede de, men fem album senere gik Sting solo i 1985. Det så Copeland som en forløsning, og han debuterede samme år med Rhythmatist, en plade, hvor han, ligesom på samme tid Paul Simon, i den afrikanske musik så lyset for enden af det, han opfattede som mainstreamtunnelen.

Siden har Stewart Copeland færdedes langt fra alfarvej i et polyrytmisk og multikulturelt landskab, der lader genrer mødes og dermed opfinder nye. Produktiviteten og hans lyst og evne til at indgå i nye sammenhænge er utrættelig og kan virke uoverskuelig, men hans hjemmeside bugner af video- og audioeksempler, der giver en sammenhæng i kreativiteten, hvad enten den lugter af jazz, klassisk, avantgarde, rock, verdensmusik – eller som oftest alle dele på en og samme swingende gang.

Da magasinet Rolling Stone’s læsere sidste år kårede verdens bedste trommeslagere blev Copeland nummer syv. Overraskende for nogle, men ikke de mange, der gennem årene har deltaget i en af hans drum clinics og master classes. Stewart Copeland nøjes nemlig ikke med at slå på tromme – og slet ikke for sig selv; han spiller trommer, og få præsterer så solidt et venstrehåndsarbejde.

Vil man læse en anden slags erindringer fra en anden slags trommeslager kan hans bog fra 2008 anbefales.

Foto: Alex Solca/Drummerworld ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top