Stewart Copeland stadig på stikkerne

Enhver, der overværede en koncert med The Police i 1982-84, ville have skrevet under på, at dette var klodens bedste rockband. Det skyldtes naturligvis bandets bassist og sanger, Sting og hans køligt-sexede udstråling, men bag ham forhindrede trommeslageren Stewart Copeland med sin rastløse punkede, reggaerytmiske energi og synkoperingskunst, at der gik for meget popidol i den.

Bandet forbedrede i 2007-08 pensionsopsparingerne med den obligate, verdensomspændende genforeningstur, men ellers kan man ikke beskylde Copeland for at lukrere på fortiden. I dag fylder han 60.

Allerede da The Police sang på sidste vers, blev han i 1983 Golden Globe-nomineret for sin musik til Francis Ford Coppola-filmen, Rumblefish. Siden har han lavet musik til film som Wall Street, Highlander II, Næsten voksen, Ziad Doueris West Beirut, en lang række tv-serier, videospil og sågar et par operaer, sat op af Cleveland Opera.

Selv om han var med i et for mange arketypisk britisk band, er Stewart Copeland amerikaner. Faderen var højtstående CIA-agent, moderen skotsk arkæolog og Stewart voksede op i Libanon, hvilket janitsharkendere mener at kunne spore i hans spil, hvor bækkener og lilletromme har hovedrollen. I 1974 slog Copeland sig ned i England, blev roadmanager for gruppen Curved Air og gift med gruppens sangerinde.

I 1977 dannede han og Sting The Police, året efter albumdebuterede de, men fem album senere gik Sting solo i 1985. Det så Copeland som en forløsning, og han debuterede samme år med Rhythmatist, en plade, hvor han, ligesom på samme tid Paul Simon, i den afrikanske musik så lyset for enden af det, han opfattede som mainstreamtunnelen.

Siden har Stewart Copeland færdedes langt fra alfarvej i et polyrytmisk og multikulturelt landskab, der lader genrer mødes og dermed opfinder nye. Produktiviteten og hans lyst og evne til at indgå i nye sammenhænge er utrættelig og kan virke uoverskuelig, men hans hjemmeside bugner af video- og audioeksempler, der giver en sammenhæng i kreativiteten, hvad enten den lugter af jazz, klassisk, avantgarde, rock, verdensmusik – eller som oftest alle dele på en og samme swingende gang.

Da magasinet Rolling Stone’s læsere sidste år kårede verdens bedste trommeslagere blev Copeland nummer syv. Overraskende for nogle, men ikke de mange, der gennem årene har deltaget i en af hans drum clinics og master classes. Stewart Copeland nøjes nemlig ikke med at slå på tromme – og slet ikke for sig selv; han spiller trommer, og få præsterer så solidt et venstrehåndsarbejde.

Vil man læse en anden slags erindringer fra en anden slags trommeslager kan hans bog fra 2008 anbefales.

Foto: Alex Solca/Drummerworld ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK