Stjernernes egen stjerne

På www.pol.dk sender jeg Alex Chilton en sidste hilsen. Her er en lidt længere version:

Da Alex Chilton og The Box Tops sang ’The Letter’ til tops på alverdens hitlister i efteråret 1967 var han kun 16, men lød som en mand, der havde prøvet det meste med en stemme, fuld af den gutturale soul, der var baggrundsmusik i hans hjemby, Memphis. Tirsdag døde han, 59 år, af et hjerteanfald lige før en koncert med sit gendannede band Big Star, men alene ’The Letter’ skriver ham ind i rockhistorien. Han havde ikke selv skrevet den, det havde Wayne Carson Thompson, som også havde skrevet “Always on my mind”, men Chilton sang den, som var det hans. Det blev den i hvert fald.

Selv om andre ville have byttet deres karriere for en sang som “Cry Like A Baby” kom The Box Tops aldrig til at overgå deres debutsingle, de var ikke mærkelige nok i en tid, hvor det skæve var rettesnoren. I 1970 gik de i opløsning og efter som solist at have forsøgt at få en bid af The Big Apple vendte Chilton tilbage til Tennessee. Sammen med Chris Bell (der døde i 1978) dannede han Big Star, der ikke lader sig sætte på nogen formel, men udgør dna’et til navne som R.E.M, The Replacements, Radiohead og Wilco uden at være utro mod den melodiøsitet, der bar både The Beatles og Beach Boys. Tre albums nåede de, med ’Radio city’ fra 1974 som hovedværket.

Chilton blev derpå producer, bl.a. af The Cramps, og udsendte sporadiske plader i en branche, hvis letbenethed han med sit sind havde det stadig sværere med, men udødeligheden skyldes altså sangen om fyren, der forlanger en flybillet lige nu, for han fået brev fra sin kæreste, som beder ham komme hjem, fordi hun ikke kan undvære ham. Pronto.

I 2009 udsendte Rhino et ret overvældende bokssæt med Big Star, der fyldestgørende forklarer, hvorfor Alex Chilton bliver svær at undvære.

Foto: www.musicspectrum.org

Lignende indlæg:

1. Ikon mod sin egen vilje
2. Viskinde har sin egen profil