Englænderne tog som nogle af de første – og ivrigste – charterferien til sig, og de nærmest selvlysende pub-hoveder strømmede til Sydeuropa. Således også Cliff Richard, som i filmen »Summer Holiday« sammen med en busfuld meget glade, smukke unge mennesker af vidt forskelligt køn, drog på bustur for som der synges i titelmelodien:
We’re all going on a summer holiday no more working for a week or two fun and laughter on our summer holiday to make our dreams come true
Rejsen gik til Frankrig. Og det i et år, hvor præsident de Gaulle havde nedlagt veto mod Storbritanniens optagelse i EF.
Så vidt jeg husker nåede Cliff Richard at kysse den udkårne dame(!) til sidst. Hun blev spillet af Lauri Peters, og lignede til forveksling den nye damefrisør hjemme i Vissenbjerg.
Sangen lyder idag som den altid har lydt: uskadelig, ung, pletrenset for håndgribelig sex og iørefaldende. Præcis som Cliff Richard den dag i dag ser ud, som han altid har set ud, ung, nydelig og altid beleven og charmerende.
»Summer Holiday« er vel nok mindre en klassiker end bogstavelig talt en landeplage, som det hed dengang man også talte om deciderede schlagere.
Men med titlen, temaet, sangens nærmest musikvideo-agtige karakter i ældre popvrags bevidsthed og Cliff Richards tilsyneladende udødelige popularitet, er det med garanti en ørehænger, der bliver støvet af dusinvis af gange hver sommer – mange år frem i tiden.
En enkeltbillet til ansvarsfri lykke og fjorten dagens forglemmelse.
Cliff Richard: »Summer Holiday«. 1963. Tid: 2.05 min
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
