Der findes sange, der forstørrer enhver radiohøjttaler, når de bliver spillet, sange, der ikke bare inviterer lytteren udenfor, men griber dig, selv om du siger, du ikke kan danse, og så ender du alligevel med at solodanse selvforglemmende gennem de næste tre-fire minutter. Sådan en sang er Lovin’ Spoonfuls »Summer In The City« fra sommeren 1966. Og den er det så at sige dobbelt, fordi indspilningen i sig selv trækker på hele det radioscenografiske repertoire – honkytonkende bilhorn, bremseudskridninger, den næsten hørlige duft af asbest og smeltende asfalt akkompagneret af brandhaner, der er løbet fossende løbsk.
Et filmisk panorama i stereo af en af disse bagende dage, hvor alle byer ligner en krimiseriescene fra New York. Der er ikke en skygge i byen, synger John Sebastian, men magien, mand, magien er bare så smørbar som den sololie, ingen gider bruge.
Lovin’ Spoonful brød igennem i 1965 med trosbekendelsen »Do You Believe In Magic.« De udgjorde et særegent band af østkyst-spillemænd, som nok lignede hippiepionerer, men mindst lige så meget var musikalsk traditionalister med en baggrund i blue grass og jug band music.
»Magic« blev efterfulgt af »You Didn’t Have To Be So Nice«, »Daydream« og »Did You Ever Have To Make Up Your Mind«, sødmefyldte sange om at tage livet roligt, så skal det nok gøre det samme ved dig.
Stilistisk skilte »Summer In The City« sig ud.
John Sebastians brod, Mark, var skuffedigter. Han viste John et digt, som John straks hørte musik i. Han rettede det rytmisk til og i øvelokalet prøvede de sig frem med stumper af melodier, som de ikke havde fundet plads til andre steder. Pludselig havde de skrevet en popsymfoni en minature.
Heller ikke dengang manglede popstjerner selvbevidsthed. Lovin’ Spoonful syntes, at det, de hørte, lød lidt a la Gerswhin og »American In Paris«. Den idé forfulgte de ved at entrere med en gammel radiotekniker, som lånte dem skrattende 78-plader med gadelarm, og resultatet sendte Lovin’ Spoonful ud i overhalingsbanen den sommer, hvor de andre store hits hed »Lil’ Red Riding Hood«, »Wild Thing« og »They’re Going To Take Me Away Ha Ha«.
Lovin’ Spoonful: Summer In The City. 1966. Tid: 2.39
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
