Summer’s Almost Gone

Kommentarer slået fra

VARMEPLADE 25:

Netop som vi troede, Jim Morrison for evigt skulle residere for bordenden i rockens Pantheon som strømførende bard og viis shaman, rystede han og The Doors os i sommeren 1968 med det flove globale pophit, »Hello, I Love You«. Enhver kunne jo høre, at det var en ren plankning af The Kinks.

Hvad var der sket med kunsten, mystikken, det intellektuelle, ja, med oprøret, som om noget brugte The Doors som lydspor i den sommer. »Five To One« brølede i den indre ghetto blaster ved alle demonstrationerne for snart det ene, snart det andet, og Jim Morrison kunne glide lige over i billedet af Che Guevara. Attituden var det halve i de år.

Vi blev beroliget, da det blev efterår, og The Doors udsendte deres tredje album Waiting For The Sun. Det lyriske lixtal var højt, det samme var prætentionerne og genhørt over 30 år senere er der ikke meget, der holder, men en lille, næsten vignetagtig sag skiller sig ud fra alt det tidstypiske – »Summer’s Almost Gone«.

Sangen er blandt de tidligste, Morrison skrev sammen med Ray Manzarek og Robbie Krieger. Den stammer helt tilbage til sensommeren 1965, og er en bolero-beslægtet ballade om lykken og uskyldens forgængelighed, besunget af Jim Morrison som for en stund har lagt læderbukserne og giver inderligheden rum, nænsom indrammet af et spinetklingende keyboard og en aura af tabte oplevelser.

Det er vemodigt, enkelt og rigtigt. Tiden løber ud i sandet og der er klimaændring i luften. Trommeslageren John Densmore husker sangen mere prosaisk: »Den sang er The Doors’ forsøg på at surfe …«

På Doors-bokssættet fra 1997 kan sangen høres i en tidlig demoversion, som viser, hvor meget af en crooner, Morrison nærede ved sit hjerte. Crooneren blev fortæret af rockstjernen. »Summer’s Almost Gone« er et sjældent stykke privatliv, et pausesignal, han skulle have lyttet noget mere til.

Her, med bagklogskabet vidt åbent, er det umuligt at høre sangen uden at høre tiden, uden at høre den som en kommentar til tidevandsskiftet. Hippierne udvandrede fra USA til resten af verden samtidig med at Warszawa-pagten invaderede Czekoslovakiet – »the winter’s coming on …summer’s almost gone …«

The Doors: Summer’s Almost Gone. 1968. Tid: 3.20

Så slukker vi for varmepladerne i denne omgang. Serien om sommerens sange er hermed afsluttet.
Syng selv videre. Ebbe Rossander og jeg vil følge solen.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top