Det er ikke længden, det kommer an på. I sommeren 1958 skrev Eddie Cochran sig ind i rockhistorien på 1 minut og 56 sekunder. Så længe varer hans »Summertime Blues,« den mest brændende sang om indestængt teenageliderlighed.
Det er sommer, hedebølge og vor helt har et sommerferiejob. Hvorfor han har det, ved vi ikke, men han tjener kun et par dollar om dagen og han arbejder så meget, at han ikke kan gå ud med sin pige, ja, og samtidig synes hans far, han arbejder så lidt, at han ikke får lov at låne bilen. Er det ikke bare sådan det var? Catch 22 før Joseph Heller havde massedistribueret begrebet, og Cochran kommer igennem på sin stålskramlende guitar, sin raspende stemme og en atmosfære, der bare emmer af netundertrøje, brylcremet hår og en altid tændt forhåbning om bagsædepetting. »There ain’t no cure for the summertime blues …« Og så alligevel:
Rockabilly hedder genren. Midtvejs mellem country og rock & roll, en livskraftig modgift mod koldkrigs-bonertheden i et McCarthy’istisk USA, der så ægte og indbildt rødt alle vegne, og kun kunne forsvare sig mod de vrede unge rockere med stuearrest og vinylafbrænding.
Nok var Elvis kongen, men Cochran lignede i to år hans tronfølger. Selv om »Summertime Blues« nok er hans musikalske arv, foretjener Cochrane et længere kapitel i rockhistorien. Sange som »C’mon Everybody« og »Somethin’ Else« gjorde en partybegærlig ungdom forældreløs i 2×3 minutter ad gangen, og han spillede mindst lige så stor en rolle for The Beatles som Elvis Presley. For slet ikke at nævne The Who, der siden indspillede den ultimative højenergi kopiversion af »Summertime Blues«.
I april 1960 kørte Eddie Cochran fatalt galt i London. Han blev ikke 22 år. Med i vognen var bl.a. kæresten Sharon Sheeley, som leverede håndklappene på »Summertime Blues«.
Hun overlevede og kunne en uge efter se sin Eddie toppe den engelske hitliste med sangen »Three Steps To Heaven«.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
