I 1993 udgav den danske duo Laid Back cd’en Why Is Everybody In Such A Hurry?. En titel, der allerede ti år før var det underliggende tema på duoens globale gennembrud, »Sunshine Reggae.«
Det var forvirrede tider, vi levede i. Ikke nok med at vi igen var med i det internationale Melodi Grand Prix, med borgmester Brixtoftes lillebror Jens i spidsen for Brixx og nummeret »Video Video«, Også Kim Larsen floppede katastrofalt med sit amerikanske album Sitting On A Time Bomb. Men det var ikke den rene elendighed. Der var endnu et år til til dannelsen af Lars Lilholt Band.
John Guldberg og Tim Stahl, eks-bankmand og ditto dekoratør, indledte i 1977 et studiesamarbejde med speciale i hitsikker iørefaldende og skoledannende maskinmusik med noget så naturstridigt som feeling.
Den internationale gennemslagskraft viste sig for alvor med »Sunshine Reggae«. Pludselig hørte man et dansk nummer, nærmest uanset hvor man befandt sig. En kollega kom forpustet hjem fra et turistet besøg i Tunis, og kunne fortælle at sangen kørte som elevatormusak. 15 år før Aqua og »Barbie Girl«.
Idag er det nærmest sådan at man undrer sig, hvis ikke ”Sunshine Reggae” smyger sig ud af højttalerne i perioden 1. maj til 30. september, worldwide. I modsætning til de fleste andre klassiske sommerhits, virker det nemlig altid som om »Sunshine Reggae« netop smyger sig, uanset hvor højt der ellers spilles på strand-diskotekerne. Og siden er den blevet milleniumversioneret af Funkstarz og har fået billeder på i form af en video, der kunne vises på Anal København uden at nogen noterede forskellen.
Men hvad handler »Sunshine Reggae« om? Om absolut ingenting, den er, som sommeren, en (s)tilstand.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
