Suzi så absolut uden Leo

Kommentarer slået fra

Læder og rock står til hinanden som tyl til ballet. Men selv om hun altid har klædt sig til lejligheden, har den i dag 60-årige amerikanske sanger Suzi Quatro ikke udvidet den platform, hun etablerede i halvfjerdserne som garant for en plateauhælet rock med let aflæselige signaler. Hendes kunstneriske vanskæbne blev, at hendes hits skyldtes Chinn & Chapman, de samme fabrikanter, som sikrede pensionen for The Sweet. De og Quatro regnedes ikke for ’rigtig’ rock, men som teenagerføde, såkaldt glamrock. Det blåstemples man ikke af. Senere endte et par Sweet-medlemmer i Quatros band.

Dengang skulle kvinder helst se yndige ud og spille akustisk guitar. Suzi Quatro betjente og betjener noget så maskulint som en el-bas, og var ved koncerter meget mindre præfabrikeret end millionsælgere som ’Can The Can,’ og ’The Wild One’ lod ane. Faktisk var Quatro forbillede for det rockmytologiske pigeband, The Runaways. Når hun sang ’I go wild,’ var hun sexet, men aldrig rigtig fræk, selv om bevægelserne og bukserne sad/sidder som den slags nu skal.

Ved indgangen til 80’erne var Quatro blevet til nyt vand på nostalgimøllen. Hun spillede eks-ungdomsforbryderen Leather Tuscadero i tv-serien ’Happy days’ – hendes største succes i USA. Pengene tjente hun i Europa, hvor hun stadig giver koncerter, ikke mindst på festivalfronten. Hun har udgivet selvbiografien ’Unzipped’ og samt fået drejet en dokumentarfilm om sit liv, ‘Naked in leather’.

Der er langt mellem nye plader, men i år udsendte hun en hyldest til Elvis. Han inviterede hende i sin tid til Graceland, men hun afslog af frygt for at blive for benovet. En interviewer spurgte hende, om hun troede, Elvis havde haft reelle hensigter med mødet. »Det håber jeg da virkelig ikke, han havde,« hofteaffyrede Quatro, der er bedstemor. Og indtil for nylig kørte sit eget radioprogram på BBC 2. Titlen? ’Wake up, little Suzi’.

Kollega CAPAC sender også et tillykke.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top