MIDT I EN BEATTID

Torben Bille spiller luftguitar på sindets gribebræt

Tapre Bjørn er død

Johnny Preston meldes død, 71 år gammel. Nej, han var ikke med i Preston & Søn, men var en rockabillysanger, som i januar-februar 1960 lå tre uger øverst på Billboard’s Hot 100 med sangen ‘Running Bear’.

Preston stammede fra Texas ligesom J.P. Richardson, der havde skrevet sangen. Han er nok bedre kendt som The Big Bopper. Han omkom sammen med bl.a. Buddy Holly ved den fatale flyulykke i februar 1959, the day the music died. Og nåede, i modsætning til Holly, aldrig at få vist sit potentiale, men havde et hit i 1958 med ‘Chantilly Lace’.

Samme år hørte han ved et tilfælde Johnny Preston synge på en bar i Texas med bandet The Shades. Richardson havde, inspireret af en sæbereklame for Dove, skrevet en sang om indianeren Running Bear, som var brændt varm på indianerpigen White Dove. Var det ikke noget for Preston?

Johnny Preston havde hørt bedre sang, han fandt den fjollet, men en mulighed er en mulighed, så han indspillede den; med The Big Bopper og den George Jones på indianerkor. Pladeselskabet var sådan set klar til at udsende den som single, da flyulykken indtraf.

Man fandt det upassende at udsende den så kort tid efter, og ventede til oktober 1959 med at udgive sangen. Den kom ind på Hot 100, men var til at begynde med ikke særlig hot. Den røg hurtigt ud, men kom overraskende ind igen i november og endte med at slå Marty Robbins og sangen ‘El Paso’ ned fra førstepladsen.

Det var Prestons gyldne øjeblik. Siden fik han kun mindre hits, bl.a. med en version af ‘Leave My Kitten Alone’, som også The Beatles i øvrigt indspillede.

Running Bear fik en dansk fætter, da Thøger Olesen oversatte den til ‘Tapre Bjørn’. Den blev et dansktophit i 1969 for Peter Belli, og lidt af en landeplage. For mange beatmusik-tilhængere og søndags-ungdomsoprørere var sangen med til at cementere billedet af Belli som en sanger, der havde solgt ud til den fladpandede folkelighed.

Siden fik det billede heldigvis flere nuancer. Det samme kan man ikke sige om Running Bear.

Tagget med: , , ,

Comments are closed.