Rockmusikalsk tilhørte 80’erne Bruce Springsteen, men vi er nogle, der mener, at Don Henley på de fleste punkter er The Boss ret overlegen.
Henleys »The Boys of Summer« er tilsyneladende en lille banal sag om den forsmåede fyr, hvis kæreste falder for en tilfældig strandløve. Altså klassisk materiale til en sommerklassiker. Og så samtidig med en anden sommerklassiker, OL i LA.
Og det lykkes for den Texas-fødte sanger og trommeslager Don Henley at skabe et sommerhit, hvor ikke alle løber rundt med sand mellem tæerne og er lalleglade, men en voksen sag om flygtige forhold og ditto årstider. men også om forgængelighed, stædighed og trofasthed – faktorer, som strandløver har det med at glemme:
»Nobody on the road, nobody on the beach/a feeling in the air/that someone’s out of reach. Empty lake, empty streets/the sun goes down alone/I’m driving by your house/oh no, you’re not at home (…) But I can tell you, my love for you will still be strong/after the boys of summer have gone«.
Med »The Boys of Summer« fra albummet Building The Perfect Beast, skrev den tidligere Eagle-trommeslager og sanger dels sit solo-gennembrud, dels noget så sjældent som et eftertænksomt sommer-hit, hvor tekstens strand og bølger rimer på ulykkelig, forsmået kærlighed, og ikke på gensidig sololieindsmøring.
Og et hit blev det, hjulpet godt på vej af et kanon team med Mike Campbell, Larry Klein og Danny Kortchmar. Hør f.eks. den smægtende og fængende guitar-intro. Og den tilhørende video, optaget i sort/hvid(!), blev straks sendt i heavy rotation på det nystartede MTV.
Og hvem ved egentlig rigtigt – her i sommervarmen – måske kommer hun tilbage:
»I never will forget those nights,
I wonder if it was a dream
remember how you made me crazy
remember how I made you scream«.
Don Henley: The Boys Of Summer. 1984. Tid: 4.45 min.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
