Yardbirds holder højde

På samme måde som Mogens Krogh af og til må have forbandet at være samtidig med Peter Schmeichel, så kan man ikke fortænke musikerne i The Yardbirds i måske at have følt sig en anelse uretfærdigt behandlet af historien. De havde nemlig det uheld at være et lille år senere ude end The Rolling Stones, som de afløste som husorkester i 1963 i den toneangivende Crawdaddy Club i Londons hektiske rhythm & blues-miljø, hvor rivalisering var en vigtig del af drivkraften, og hvor ingen lagde planer, der rakte længere end til den næste singleplade på hitlisten.

Stones var ved at tage tilløb til at bestige hit-højderne, mens The Yardbirds fordybede sig i musikken. Den afgørende forskel på de to bands på det tidspunkt hed Mick Jagger og så en ubændig ambition om berømmelse. The Yardbirds ville til hver en tid have kunnet nedspille Stones. Ikke kun fordi de i Eric Clapton havde tidens mest omtalte bluesguitarist, men fordi de som band hang langt bedre sammen og var langt sikrere teknikere.

Da Clapton i begyndelsen af ’65 sagde farvel uden at sige tak, fordi den kommende single ‘For Your Love’ efter hans mening var for kommerciel, fik Yardbirds nyt liv. På et afbud. Man spurgte Jimmy Page, periodens flittigste studieguitarist, om ikke han havde lyst til at erstatte Clapton. Det havde han, men han havde ikke råd! På hans forslag kom Jeff Beck med i The Yardbirds, og i løbet af ingen tid udviklede gruppen sig til et af samtidens mest spændende orkestre.

Clapton, den unge purist, fik på sin vis ret med ‘For Your Love’. Det blev Yardbirds’ hidtil bedst sælgende, og med Beck som den innovative guitarist, der kunne sin tradition godt nok til at kaste sig ud i avantgardisme, skærer Yardbirds sig en niche med hits som ‘Heart Full Of Soul’ og ‘Evil Hearted You’, der kombinerer gregoriansk kor og iørefaldende pop, undermineret af forvrænget guitar. Og det på et tidspunkt, hvor Stones’ musikalske succeskriterium stadig gik ud på at efterligne Solomon Burke og Marvin Gaye så præcist som muligt … Når Yardbirds alligevel i dag “kun” står som en (skarp) parentes i rockhistorien, skyldes det nok, at gruppen først for sent erkendte, at lp-pladen kan være andet end en samling hits og deres b-sider. På det område befandt de sig i 50’ernes slutning, mens Stones var med til at definere nutiden.

YARDBIRDS nåede kun at indspille og udgive ét album med udelukkende egne numre. Til gengæld er Roger The Engineer, som Yardbirds hurtigt endte med at blive kaldt, en plade, der bygger bro til den nære fremtid. Og samtidig viser, hvorfor gruppen var så efterspurgt i klubberne.

Det er britisk blues, der ikke bilder sig ind at være sort – det var også svært med en astmatisk, skrøbelig hvid forsanger, der måtte råbe for at blive hørt – men finder ind i sit eget hidsende groove. Numre som ‘Lost Woman’ og ‘Rack Mind’ skal man ikke undervurdere. De er bandsat effektive, når man spiller 4×45 minutter på en aften, og tjente som eksempler for talrige amatørbands, der ikke bare ville kopiere.

Det er også umuligt at forestille sig senere guitarhelte som Alvin Lee og boogie-kongerne i Status Quo uden ‘Jeff ’s Boogie’, de to minutter og 22 sekunder, der gjorde Beck til the talk of town i ikke kun London det efterår. Ikke alene kunne han sin blues i noget nær søvne, han ’genoplivede’ også nyligt afdøde Elmore James, så Keith Richards må være blevet helt bleg, og da der stadig var tid nok, legede Beck også lige lidt med tanken om at inkorporere temaet fra et af tidens store swinging london-hits, ‘Alfie’. Det mærkelige er, at det virkede. Og stadig virker.

Det gør hans andet solostykke, den mere traditionelle ‘The Nazz Are Blue’ også, men det er alligevel i singler som ‘Over Under Sideways Down’, Beck gør en forskel med et spil, der introducerer psykedelisk rock, før nogen anede, hvad det var. Og eksotiske, mellemøstligt inspirerede stykker som ‘Hot House Of Omagararshid’ med Becks Les Paul-guitar i rollen som en hel myldrende, krydret duftende bazar er Led Zeppelin, bare to-tre år for tidligt. Det er singlen ‘Happenings Ten Years Time Ago’ også. På små tre minutter antydes det, hvad Yardbirds kunne have udviklet sig til. Beck spiller synkront og flerstemmigt med Jimmy Page, der alligevel endte med at kunne se ideen i ikke at være studiemusikeranonym. Det er hårdt, råt og så smukt, fordi de ikke selv er klar over, at de skriver rockhistorie.

Det kom Yardbirds til at gøre et år senere som fødselshjælper for Led Zeppelin. Det er en anden historie. Den gode historie her er, at de nåede at indspille et album, som The Byrds spillede så tyndt, at de kunne høre begge pladesider, og som har en enestående instrumentalist, fire-fem genredefinerende sange og en efterklang af den uskyldige entusiasme, pladen blev til i.

Den holder den dag i dag som vidnesbyrd om, at London de år swingede andre steder end i modebutikkerne.

PS: Pladen fik sit kaldenavn efter lydteknikeren Roger Cameron, som bassisten Chris Dreja tegnede til coveret. Cameron skulle på en 4-spors båndoptager i Advision-studierne i London på lidt under en uge i foråret 1966 sørge for, at der kom nok musik i kassen til en hel lp. Han havde travlt, som man kan se og høre.

Albummet er siden genudsendt talrige gange. Bedst i 2007.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK